Gå til sidens indhold

Lønnen steg samlet set med 2,2 pct.

Lønindeks 4. kvt. 2019

Den samlede lønudvikling - på tværs af alle sektorer - var 2,2 pct. i fjerde kvartal 2019 i forhold til samme kvartal året forinden. Lønudviklingen er dermed næsten uændret i forhold til tredje kvartal 2019, hvor årsstigningen lå på 2,3 pct. I sektoren virksomheder og organisationer var lønstigningen på årsbasis 2,4 pct. i fjerde kvartal, og er dermed faldet en lille smule fra tredje kvartal, hvor den var på 2,5 pct.

Årlig lønudvikling fordelt på sektor iflg. det standardberegnede lønindeksKilde: www.statistikbanken.dk/sblon1 og sblon2.

Statsansatte med højest lønstigning i de offentlige sektorer

I de offentlige sektorer havde statsansatte den højeste lønstigning på årsbasis med 2,6 pct. i fjerde kvartal. I kommunerne var årsstigningen uændret i forhold til tredje kvartal, og landede således igen på 1,8 pct., mens regionerne havde en årsstigning i fjerde kvartal på 1,5 pct.  

Lønnen stiger markant mere end forbrugerpriserne i samtlige sektorer

I november, som er fjerde kvartals midterste måned, viste forbruger- og nettoprisindekset en årlig stigning i forbrugerpriserne på 0,7 pct. (se Nyt fra Danmarks Statistik 2019:461). Lønnen er dermed, afhængigt af sektor, steget med mellem 0,8 og 1,9 procentpoint mere end forbrugerpriserne i samme periode.

Lønstigninger på mere end 2 pct. i alle brancher i den private sektor

På trods af en tilbagegang i den årlige lønudvikling for stort set samtlige hovedbrancher under sektoren virksomheder og organisationer, havde alle hovedbrancher stadig en årsstigning i fjerde kvartal på mere end 2 pct. Lønstigningen var størst inden for kultur, fritid og anden service, hvor den lå på 2,9 pct. i årets fjerde kvartal. Mindst var lønstigningen inden for handel og transport mv. og erhvervsservice, hvor den lå på 2,1 pct. på årsbasis. I den største hovedbranche, industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed, falder årsstigningen fra 2,7 pct. i tredje kvartal til 2,5 pct. i fjerde kvartal, hvilket er en af hovedårsagerne til det samlede fald i virksomheder og organisationer.   

Årlig ændring i det standardberegnede lønindeks opdelt på sektor og hovedbranche

 

3. kvt. 2019

4. kvt. 2019

 

pct.

Sektorer i alt

2,3

2,2

Virksomheder og organisationer i alt

2,5

2,4

Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed

2,7

2,5

Bygge og anlæg

3,5

2,7

Handel og transport mv.

2,1

2,1

Information og kommunikation

2,6

2,3

Finansiering og forsikring

2,9

2,5

Ejendomshandel og udlejning

1,8

2,5

Erhvervsservice

2,5

2,1

Undervisning og sundhed mv.

2,5

2,2

Kultur, fritid og anden service

2,9

2,9

Stat (inklusiv sociale kasser og fonde)

2,0

2,6

Regioner

1,8

1,5

Kommuner

1,8

1,8

Kilde: Beregninger på baggrund af www.statistikbanken.dk/sblon1.

Standardberegnet og implicit lønindeks

Alle de refererede tal i artiklen vedrører det standardberegnede lønindeks. For tal vedrørende det implicitte lønindeks, samt mere detaljerede tal for det standardberegnede lønindeks, henvises til Statistikbanken på www.dst.dk/stattabel/1931. De væsentligste metodeforskelle er beskrevet på emnesiden til lønindeksene og i statistikdokumentationerne på samme side.

Nyt fra Danmarks Statistik

28. februar 2020 - Nr. 77

Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. maj 2020

Kontakt

Kilder og metode

De standardberegnede lønindeks er kædeindeks af Laspeyres-typen, hvor den målte lønudvikling er opgjort på baggrund af en fast sammensætning af lønmodtagernes individuelle karakteristika baseret på sektor, branche, aflønningsform og arbejdsfunktion. Den målte lønudvikling i de implicitte lønindeks er derimod beregnet på baggrund af summariske løngennemsnit og kan dermed være påvirket af strukturelle forskydninger på arbejdsmarkedet. Det betyder fx, at en øget tilgang af højtlønnede i forhold til lavtlønnede medarbejdere vil trække i retning af en øget lønudvikling. Derudover indgår elever og unge under 18 år ikke i det standardberegnede lønindeks, mens de i det implicitte indgår på samme måde som almindelige lønmodtagere gør. Der er desuden forskelle i medarbejderpopulationen for de to indeks, der skyldes de bagvedliggende beregningsmetoder og valideringsregler. Der forekommer løbende revisioner i de sæsonkorrigerede indeksværdier for virksomheder og organisationer i det implicitte lønindeks. Det standardberegnede lønindeks foreligger pt. ikke i sæsonkorrigeret form.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation