De offentlige virksomheders produktion stiger
Den offentlige sektors finanser 2017
Produktionen i de offentligt ejede virksomheder steg fra 2016 til 2017 med 11,8 mia. kr. til i alt 166,5 mia. kr. Størst stigning var der i energiforsyning, som steg med 11,6 mia. kr., primært som følge af øgede anlægsaktiviteter. I landbrug, fiskeri, råstofudvinding mv. er produktionen siden 2013 reduceret fra 14 til 8 mia. kr., hvilket især skal ses i lyset af et fald i oliepriserne samt den reducerede olieudvinding i Nordsøen. Også i bygge og anlæg samt handel er produktionen faldet - her med 2,5 mia. kr. svarende til 21,6 pct. Faldet skyldes primært frasalg af aktivitet i 2017 til den private sektor.
Bruttoværditilvæksten stiger samlet, men falder i råstofindvinding mv.
Bruttoværditilvæksten, der er værdien af produktionen fratrukket forbruget i produktionen, er for de offentlige virksomheder steget med 4,9 mia. kr. fra 2013 til 2017. Ligesom produktionen er bruttoværditilvæksten steget mest inden for energiforsyning og faldet i landbrug, fiskeri, råstofudvinding mv., hvor den er mere end halveret i perioden.
Rettelse af fejl i de offentlige virksomheders investeringer
De offentligt ejede virksomheders bruttoinvesteringer er rettet i forhold til seneste offentliggørelse. Rettelsen skyldes primært en opgørelsesfejl og betyder, at investeringerne er justeret op med 8,3 mia. kr. i 2013, 15,1 mia. kr. i 2014, 7,1 mia. kr. i 2015 og 4,6 mia. kr. i 2016.
Offentlige investeringer fylder mindre af samtlige investeringer
De offentligt ejede virksomheders investeringer udgjorde 31,6 mia. kr. i 2017, hvilket svarer til knap 7 pct. af samtlige danske bruttoinvesteringer. Det er en faldende andel i forhold til de foregående år, hvor de offentlige virksomheders andel har ligget omkring 9 pct. For den samlede offentlige sektor var bruttoinvesteringerne i 2017 på 105,6 mia. kr., svarende til 22,9 pct. af det samlede investeringsniveau.
De offentlige virksomheder udgør 4,3 pct. af den danske økonomi
Den offentlige sektor udgjorde 25,2 pct. af den danske økonomi i 2017, målt på bruttofaktorindkomsten. Den offentlige sektor udgøres af offentlig forvaltning og service, dvs. stat, regioner og kommuner samt sociale kasser og fonde, der tilsammen udgjorde 20,9 pct., og de offentligt ejede virksomheder, der udgjorde 4,3 pct. Bruttofaktorindkomsten er bruttoværditilvæksten, korrigeret for produktionsskatter og subsidier.
Forsyningsbrancherne står for over halvdelen af investeringerne
58,6 pct. af de offentligt ejede virksomheders bruttoinvesteringer lå i energiforsyning samt vandforsyning og spildevand. For energiforsyning drejede det sig om 11,2 mia. kr. svarende til 35,6 pct. og for vandforsyning og spildevand 7,3 mia. kr. eller 23,0 pct. af de samlede investeringer.
Branchefordelt produktionskonto for de offentligt ejede virksomheder 2017*
|
Produktion |
Forbrug i |
Bruttoværdi- |
Forbrug af fast |
Nettoværdi- |
|
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
|
mio. kr. |
||||
Offentlige virksomheder i alt |
166525 |
85472 |
81053 |
22999 |
58054 |
Landbrug, fiskeri, råstofindvinding mv. |
8149 |
3569 |
4580 |
3333 |
1247 |
Energiforsyning |
46024 |
20240 |
25783 |
6727 |
19057 |
Vandforsyning og spildevand |
12356 |
3482 |
8874 |
5065 |
3809 |
Affaldsbehandling |
12389 |
8914 |
3475 |
1660 |
1815 |
Bygge og anlæg, handel mv. |
9183 |
8646 |
537 |
36 |
501 |
Transport, post og tele |
47023 |
25211 |
21813 |
4549 |
17263 |
Finansiering og forretningsservice mv. |
31401 |
15410 |
15991 |
1629 |
14363 |
*Foreløbige tal. |
Nyt fra Danmarks Statistik
30. november 2018 - Nr. 454
Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. december 2019
Kontakt
- Martin Brun Fuglsang, tlf. 24 76 16 62
- Helene Gjermansen, tlf. 24 76 70 09
Kilder og metode
Statistikken for den offentlige sektor produceres i sammenhæng med statistikken for offentlig forvaltning og service, som bl.a. offentliggøres i november måned hvert år. Tallene for de to seneste år betragtes derfor som foreløbige.Den offentlige sektor består af offentlig forvaltning og service samt de offentlige virksomheder, der igen er opdelt i offentlige selskabslignende virksomheder og offentlige selskaber.