20-årige mænd har færre domme end tidligere
Fødselsårgangenes kriminalitet 2016
Mænd, der blev født i 1995, havde fået 157 domme pr. 1.000 indbyggere for overtrædelse af straffeloven, inden de fyldte 21 år. Det er væsentlig færre end blandt mænd, der blev født i den sidste halvdel af 1980'erne, hvor antallet lå på ca. 250 domme pr. 1.000 indbyggere. Det er femte år i træk, at antallet af domme falder for mændenes vedkommende. For kvinder ses ikke den samme udvikling. Kvinder født i 1995 havde fået 53 domme pr. 1.000 indbyggere, inden de fyldte 21 år. Det er et antal, der har ligget på nogenlunde samme niveau for alle fødselsårgangene siden 1986.
Ingen ændring i hvor mange domme, de dømte mænd har fået
Selv om antallet af domme pr. 1.000 mænd ved alderen 20 år har været faldende, er der ikke sket et fald i det gennemsnitlige antal domme blandt de mænd, der har fået en eller flere domme. Det har for alle fødselsårgangene 1986-1995 ligget lige omkring 1,8 domme.
Faldet skyldes, at der er færre mænd, der har fået en dom
Faldet i antal domme pr. 1.000 indbyggere skyldes derimod, at der er en faldende andel, der overhovedet har fået en dom som 20-årig. Blandt mænd født i 1986 havde 14 pct. fået en eller flere domme for overtrædelse af straffeloven, inden de fyldte 21 år. Fra og med 1989-årgangen begyndte denne andel at falde, og blandt mænd født i 1995 var der under 9 pct., der var dømt ved alderen 20 år.
Også fald i andelen af 20-årige kvinder med en dom
Udviklingen har været mindre éntydig og markant for kvindernes vedkommende, men blandt kvinder født efter 1990 er det også en mindre og mindre andel, der har fået en dom som 20-årig.
Ingen markante ændringer i type af dom
Blandt de domme som mænd født i 1995 havde fået ved alderen 20 år, var 16 pct. ubetingede frihedsstraffe og 30 pct. betingede frihedsstraffe. Bøder udgjorde 45 pct. af samtlige domme. Denne fordeling på type af dom er stort set den samme for alle fødselsårgangene 1986-1995. Heller ikke blandt kvinderne har der været væsentlige ændringer i, hvordan dommene fordeler sig på type. For 1995-årgangen udgjorde frihedsstraffene 21 pct. (3 pct. ubetingede, 18 pct. betingede) og bøderne 74 pct.
Nyt fra Danmarks Statistik
19. september 2017 - Nr. 369
Hent som PDF
Næste udgivelse: 20. juni 2018
Kontakt
- Iben Pedersen, tlf. 23 60 37 11
- Jonas Ellemand, tlf. 24 90 74 98