Gå til sidens indhold

Størst disponibel indkomst i Gentofte

Indkomster for personer 2013

I hele landet var den gennemsnitlige disponible indkomst for personer over 14 år på 209.700 kr. i 2013. Indbyggerne i Gentofte havde den højeste disponible indkomst på 363.800 kr. pr. person. Vest for Storebælt var indkomsten højest i Skanderborg med 229.900 kr. I de fire store bykommuner var indkomsten højest i Aarhus med 207.100 kr., efterfulgt af København med 198.100 kr., Aalborg med 195.400 kr. og Odense med 192.900 kr. Indkomsten er lavest på øerne. Langeland havde den laveste disponible indkomst på 174.800 kr., mens den var 178.700 kr. i gennemsnit på Lolland.

Disponibel indkomst for personer fordelt på kommuner. 2013

Sådan beregnes indkomsten

Den disponible indkomst er det beløb, en person har tilbage til forbrug eller opsparing efter betaling af direkte skatter, arbejdsmarkedsbidrag, underholdsbidrag og renteudgifter. I personopgørelser inkluderes kun indkomsten for personer over 14 år, som har haft bopæl i Danmark hele året.

Erhvervsindkomst og faldende renter trækker indkomsten op

Den gennemsnitlige disponible indkomst på 209.700 kr. svarer til 17.500 kr. om måneden. Den disponible indkomst er fra 2012 til 2013 vokset med 5.600 kr. i årets priser. Årsagen til denne stigning er primært 2.700 kr. højere erhvervsindkomster og et fald på 1.700 kr. i renteudgifter.

Uligheden i indkomst voksede i 2013

Ginikoefficienten målt på ækvivaleret disponibel indkomst steg til 27,9 i 2013. Året før faldt den fra 27,7 til 27,4. Ginikoefficienten er et mål for ulighed, hvor værdien er højere, jo større ulighed der er. Hvis alle personer har samme indkomst, er ginikoefficienten 0. Har én person derimod al indkomsten, er den 100. Andelen af befolkningen i risiko for fattigdom (50 pct.) voksede fra 7,0 pct. til 7,3 pct. af befolkningen. Risiko for fattigdom måles som antallet af personer med under 50 pct. eller 60 pct. af medianindkomsten. Det er en indikator for relativ fattigdom, men er ikke et eksakt fattigdomsmål. Den angiver, at man ved udelukkende at betragte familiens indkomst ikke kan afvise, at en person er udsat for fattigdom.

Udvikling for indkomsten for personer

 

År

Årsændring

 

2011

2012

2013

2011-2012

2012-2013

 

1.000kr.

1 Disponibel indkomst (2+8-9-10)

199,1

204,0

209,7

5,0

5,6

2 Indkomst i alt, før skatter mv. (3+4+5+6+7)

282,6

288,7

294,0

6,0

5,3

3 Erhvervsindkomst

196,5

199,9

202,6

3,4

2,7

4 Offentlige overførsler

57,9

59,9

61,0

2,0

1,1

5 Private pensionsudbetalinger

17,3

18,1

18,9

0,8

0,8

6 Formueindkomst, brutto

8,6

9,1

9,9

0,6

0,8

7 Anden personlig indkomst

2,3

1,6

1,5

-0,7

-0,1

8 Lejeværdi af egen bolig

22,7

23,0

23,6

0,4

0,6

9 Renteudgifter

16,9

15,9

14,2

-1,0

-1,7

10 Skat mv.

88,7

91,1

93,1

2,4

2,0

 

ginipoint

Ginikoefficient

27,7

27,4

27,9

-0,3

0,5

 

pct. af befolkningen

Risiko for fattigdom, 50 pct.

7,3

7,0

7,3

-0,3

0,3

Risiko for fattigdom, 60 pct.

12,2

11,9

12,4

-0,3

0,5

Revision af indkomststatistikken

Indkomststatistikken er blevet revideret. Denne udgivelse er dermed ikke fuldstændig sammenlignelig med foregående års udgivelser. Læs i detaljer om revisionen på www.dst.dk/ext/arbejde-loen-og-indkomst/rev13. Revisionen er indtil videre kun ført tilbage til 2010.

Sammenhæng med nationalregnskabet

Det regionale nationalregnskab for husholdninger, som også udkommer i dag (se Nyt fra Danmarks Statistik nr. 644) opgør også de disponible indkomster. De to statistikker er ikke umiddelbart sammenlignelige. Dels er populationerne i de to opgørelser forskellige, idet nationalregnskabet laver gennemsnit for hele befolkningen, og dels er definitionerne af den disponible indkomst lidt forskellige. Forskellen mellem udviklingen i de disponible indkomster fra 2012 til 2013 i de to opgørelser kan til dels forklares af omlægningen af kapitalpensionsordningen. Denne har en negativ effekt på de disponible indkomster i nationalregnskabet, idet betalingen af afgift ved omlægning til aldersopsparing er fratrukket husholdningernes disponible indkomst. Det er den ikke i indkomststatistikken.

Nyt fra Danmarks Statistik

16. december 2014 - Nr. 643

Hent som PDF
Næste udgivelse: 16. december 2015

Kontakt

Kilder og metode

Indkomstulighed,  herunder lavindkomst og relativ fattigdom beregnes på ækvivaleret disponibel indkomst. Den beregnes med udgangspunkt i familiens samlede indkomst efter skat og korrigeres for de stordriftsfordele, som der er ved at bo flere sammen.

Vis hele teksten » « Minimer teksten