Gå til sidens indhold

6.200 ukrainere udvandrede fra Danmark i 2023

6.200 personer med et ukrainsk statsborgerskab udvandrede fra Danmark i 2023, og 8.200 indvandrede. Der er markant færre ukrainere, som indvandrede sidste år set ift. 2022, hvor Rusland begyndte krigen i Ukraine. Til gengæld udvandrede flere ukrainere i 2023 end i 2022.

22. februar 2024 kl. 7:30

I denne uge er det to år siden, at Rusland indledte krigen i Ukraine, hvilket udløste en større udvandring af ukrainske statsborgere til blandt andet Danmark. Samlet set indvandrede der sidste år ca. 8.200 ukrainske statsborgere til Danmark. Det er langt færre end i 2022, hvor ca. 31.400 ukrainske statsborgere indvandrede til Danmark. 

I løbet af 2023 udvandrede 6.200 ukrainske statsborgere, og i 2022 udvandrede 4.600 ukrainske statsborgere fra Danmark. Dermed er niveauet for udvandring efter krigens begyndelse markant højere end tidligere år. Til sammenligning udvandrede ca. 900 ukrainske statsborgere i 2021. 

”To ud af tre af de udvandrede ukrainske statsborgere sidste år anførte Ukraine som det land, de udvandrede til. Størstedelen af de øvrige udvandrede ukrainske statsborgere har ikke anført et udvandringsland, hvilket ikke er usædvanligt i forbindelse med udvandringer,” siger Lisbeth Harbo, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Udvandrede ukrainske statsborgere efter køn og alder, 2023

udvandringKilde: www.Statistikbanken.dk/VAN2AAR

Både i 2023 og i 2022 var to ud af tre af udvandrede ukrainske statsborgere kvinder, mens den modsatte kønsfordeling gjorde sig gældende i årene før 2022, hvor to ud af tre af de udvandrede var mænd.

Flest kvinder og børn indvandrede i 2023

Også i 2023 var størstedelen af de indvandrede ukrainere kvinder og børn, men hvor voksne mænd i 2023 udgjorde 32 pct. af de ukrainske indvandringer, var denne andel kun 16 pct. i 2022. Voksne kvinder udgjorde 43 pct. af indvandringerne i 2023 mod 49 pct. i 2022. De 0-17-årige udgjorde 25 pct. af indvandringen fra Ukraine i 2023, mens samme aldersgruppe i 2022 udgjorde 35 pct. Til sammenligning indvandrede omkring 1.900 ukrainske statsborgere i 2021, heraf var ca. 200 børn og unge mellem 0-17 år. 

”Indvandringen af ukrainske statsborgere faldt markant i 2023 sammenlignet med 2022, men den ligger stadig væsentligt over indvandringen i årene før krigen. Derudover var indvandringen mere jævnt fordelt hen over året i 2023 end tilfældet var i 2022. Desuden udgjorde kvinder og børn en mindre andel end året før – 68 pct. i 2023 mod 84 pct. i 2022,” siger Lisbeth Harbo, chefkonsulent i Danmarks Statistik. 

Indvandrede ukrainske statsborgere fordelt på uger i 2022 og 2023. 

Indvandring

Kilde: www.Statistikbanken.dk/VAN1UGE

For opgørelsen af udvandringer gælder, at der kan være udrejser, der ikke er registreret på referencetidspunktet og først bliver det senere.

Du kan læse mere om Ukraine på vores temaside: www.dst.dk/da/Statistik/temaer/invasion-af-ukraine

Kontakt

Lisbeth Harbo
Telefon: 20 58 64 08