Gå til sidens indhold

Taxa er den transportform, der er steget mest i pris siden 2016

Prisen på transport er samlet set steget mere end forbrugerpriserne generelt siden 2016. Det gælder både transporttjenester og udgifter ved at være bilejer. Indenrigsflyvning er den eneste transportform, der er faldet i pris i perioden.

2. november 2023 kl. 7:30

Sammenlignet med september 2016 er prisen på de samlede transporttjenester i september 2023 steget mere end forbrugerpriserne generelt. Transporttjenester er de former for transport, hvor man ikke selv fører køretøjet. Det vil sige tog, bus, metro, fly, færge og taxa. Sidstnævnte er den transportform, der har haft den højeste procentvise stigning i perioden. I denne artikel ses der på priserne fra og med 2016, da metroen her fik sin egen gruppe i forbrugerprisindekset.

”Fra september 2016 til september 2023 er forbrugerpriserne generelt steget 17,2 pct., mens det er blevet 29,9 pct. dyrere at sætte sig ind i en taxa. Samlet set er transporttjenester steget 18,1 pct.,” siger Asla Husgard, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Udover at det er blevet dyrere at praje en taxi, er prisen ved at stige ombord på en færge eller et fly med kurs ud af Danmark steget mere end forbrugerprisindekset fra september 2016 til samme måned i år. International flyvning og færger er steget henholdsvis 24,1 og 21 pct.

I samme periode er offentlig transport steget henholdsvis 11,3, 10,2 og 15,5 pct. for bus, tog og metro, som altså alle er steget mindre end forbrugerpriserne generelt.

Prisudviklingen på transporttjenester, udgifter til bil og forbrugerpriserne generelt, indeks januar 2016 = 100

Transportpriser_Figur1Kilde: www.statistikbanken.dk/pris111

Indenrigsflyvning er den eneste transportform, der ikke er steget i pris

Som den eneste transportform er indenrigsflyvning faldet i pris siden 2016 med 1,1 pct.

”Siden 2016 har der været nogle større udsving i indenrigsflyvning, som steg i pris i starten af COVID-19-pandemien, og derefter faldt markant i pris. Det er den effekt, vi kan se i tallene. Nu er priserne tilbage på nogenlunde samme niveau som i 2016,” siger Asla Husgard.

Udvikling i prisniveau for forbrugerpriserne generelt og diverse transportformer fra september 2016 til september 2023

Transportpriser_Figur2Kilde: Særkørsel på baggrund af www.statistikbanken.dk/pris111

Dyrere at være bilejer

Foretrækker du selv at stå for din egen transport ved at køre i bil, vil du opleve, at udgiften her er steget mere end forbrugerpriserne generelt. Når man udregner den sammenlagte udgift ved at være bilejer, lyder prisstigningen på 21,6 pct. fra september 2016 til samme måned i år.

”Især prisen på benzin og diesel har ligget højt det seneste halvandet års tid, og det påvirker selvfølgelig udgiften ved at være bilejer,” siger Asla Husgard.

Udgifter som bilejer

Med i udregningen af udgifter ved at være bilejer indgår prisudviklingen på køb af både nye og brugte biler, brændstof, olie, dæk, reservedele, udgifter til reparation og forsikring. Alle varer og tjenester er vægtet, hvor indkøb af nye og brugte biler vægter højest.

Alle typer af biler er medregnet – fx el-, hybrid-, diesel- og benzinbiler.

Kontakt

Martin Sædholm Nielsen
Telefon: 24 49 72 81