Gå til sidens indhold

Næsten 49.000 nye studenter på vej

48.915 unge mennesker er netop nu i gang med sidste år af deres gymnasiale uddannelse og har i denne uge har sat slutspurten ind mod studentereksamen. Lidt over halvdelen af de potentielt kommende studenter er indskrevet på den gymnasiale uddannelse, STX.

20. juni 2023 kl. 7:30

Af de 48.915 elever, som i år går på det sidste år af en gymnasial uddannelse, er et flertal på 52,3 pct. indskrevet på den almene gymnasiale uddannelse, STX. Resten er indskrevet på den merkantile HHX (19,2 pct.), en HF (16,8 pct.) eller den tekniske studenteruddannelse HTX (9,0 pct.). Resten, en lille andel på 2,7 pct., er indskrevet på studenterkurser, internationale gymnasiale uddannelser mm.

Studerende indskrevet på sidste år af gymnasiale uddannelser juni 2022
student udd typer

Kilde: Særkørsel på Elevregistret

Ni ud af ti bor hjemme

De unge, der netop nu er ved at afslutte det sidste år af en gymnasial uddannelse, fordeler sig med 54,7 pct. piger og 45,3 pct. drenge.

12,6 pct. af dem er indvandrere eller efterkommere af indvandrere.

Ni ud af ti af de potentielt kommende studenter bor hjemme - 88,2 pct. helt nøjagtigt.

Og hjemmet ligger for et flertals vedkommende i en kommune, hvor den største by har mindst 30.000 indbyggere - det gælder for 65,6 pct. af de potentielt kommende studenter.

27,9 pct. bor i én af de såkaldte hovedstadskommuner, dvs. Københavns Kommune eller én af de 23 omkringliggende kommuner. Disse kommuner er kendetegnet ved, at de alle har en jobtilgængelighed på mindst 200.000, dvs. at der i kommunen er 200.000 job, som man kan nå inden for en rimelig pendlingsafstand.

25,2 pct. kommer fra såkaldte provinsbykommuner; de er kendetegnet ved at den største by har mindst 30.000 indbyggere – det gælder fx Esbjerg og Køge Kommuner.

Studerende på sidste år af gymnasiale uddannelser, fordelt på kommunetyper (andel, pct.), juni 2022
student bopælskommmuner
Kilde: Samkørsel af Elevregistret med Befolkningsregistret

Anm:  Hovedstadskommuner: Jobtilgængelighed på mindst 200.000.  Københavns Kommune + 23 kommuner omkring hovedstaden. Storbykommuner: Mindst 100.000 indbyggere i største by - opfyldes kun af Århus, Ålborg og Odense.
Provinsbykommuner: Mindst 30.000 indbyggere i største by. 16 kommuner, fx Esbjerg og Køge.
Oplandskommuner: Under 30.000 i største by, jobtilgængelighed mindst 40.000. 24 kommuner, fx Assens og Odder. Landkommuner: Under 30.000 i største by, jobtilgængelighed under 40.000. 31 kommuner, fx Lolland og Skive.

Den måde som de potentielt kommende studenter fordeler sig på i landet afspejler i store træk, hvordan befolkningen fordeler sig på i kommunerne.

Hue på Mathilde, Emma, Frederik og Lucas

Hvilke navne, der vil stå på en del af eksamensbeviserne, kan navnestatistikken give en pejling på: langt de fleste af dem, der lige nu går på sidste år af en gymnasial uddannelse, er fra årgang 2003 og 2004.

Det mest populære pigenavn for nyfødte fra årgang 2003, er Emma. Mathilde har andenpladsen og Julie tredjepladsen. Det mest populære drengenavn på samme årgang er Frederik efterfulgt af Mikkel og Mathias.

For årgang 2004 hedder pigernes Top Tre: Mathilde, Emma og Laura – drengenes hedder Lucas, Mathias og Magnus.

Så der er en vis sandsynlighed for, at navne som Mathilde, Emma, Lucas og Frederik vil stå på en del af eksamensbeviserne.

Note

Ifølge Elevregistret er 49.047 personer indskrevet på sidste år af en gymnasial uddannelse. Af disse kan 48.915 genfindes i befolkningsregistret og dermed blive tilknyttet de baggrundsoplysninger, som historien trækker på. Alle præsenterede tal omhandler derfor de 48.915 elever der kunne genfindes i befolkningsregistret. Og ikke den totale population på 49.047.

Kontakt

Asger Bromose Langgaard
Telefon: 21 59 96 46