Udlejning af feriehuse størst i Jylland
I Jylland blev feriehusene flittigt lejet ud i juli i år og især til tyske turister. På Fyn og Sjælland er det i højere grad ejeren selv, der nyder ferien i eget sommerhus.
16. november 2022 kl. 7:30
Juli var den måned, hvor flest nøgler til feriehuse bliver lånt ud. Men der er stor forskel på, hvor mange af landets sommerhuse, der låses op af en lejer, og hvor mange der låses op af ejeren selv.
Hvis man lægger antallet af udlejede huse på udlejningsfirmaers travleste dag i juli sammen og holder op mod antallet af huse i kommunen, lå Tønder Kommune øverst på listen med 67 pct. af sommerhusene udlejet. Af de 2.100 sommerhuse i kommunen, svarer det til, at 1.402 var lejet ud gennem et udlejningsfirma. Næstefter Tønder fulgte Varde Kommune med 51 pct. udlejede feriehuse.
Om undersøgelsen
Antallet af sommerhuse i Danmark er opgjort efter BBR-registret.
Antallet af udlejede sommerhuse er indregistreret af udlejningsfirmaer. Tal for privat udlejning er ikke med i denne opgørelse, og tallet for udlejede huse kan derfor være højere end vist i denne artikel.
Andelen er udlejede sommerhuse er beregnet ud fra udlejningsfirmaernes travleste dag, hvorfor dagen kan variere. Derfor vil summen af udlejede huse på årets travleste dag ikke nødvendigvis stemme overens med summen af de individuelle udlejningsfirmaers travleste dag.
Kigger man på antallet af udlejede feriehuse toppede Ringkøbing-Skjern Kommune listen med 4.851 udlejede feriehuse ud af 10.383 huse, svarende til en udlejningsprocent på 47.
Til sammenligning var udlejningsprocenten for samtlige af landets 220.000 sommerhuse 14,4 pct. Det svarer til 31.580 udlejede sommerhuse, når man udregner summen af udlejningsstedernes travleste dag.
”Hvert år vælger mange tyskere at holde ferie i Danmark, og de er i høj grad med til at trække udlejningsprocenten op i Danmark. Vesterhavet er en populær destination for tyske turister og derfor klart det sted, hvor flest feriehuse bliver lejet ud,” siger Paul Lubson, specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Tyske gæster stod for 2 mio. af i alt 4,2 mio. overnatninger i de danske feriehuse i juli måned. Danske gæster stod for 1,6 mio. af overnatningerne, mens resten fordelte sig på andre nationaliteter.
Andel af feriehuse udlejet i de danske kommuner, juli 2022
Kilde: Særkørsel på baggrund af feriehusudlejernes indberetninger til Danmarks Statistik. Se tallene for alle kommuner her.
Andelen af udlejede feriehuse var også høj på de danske øer – ud over Sjælland og Fyn. I juli var den fx 42 pct. på Ærø, 23,5 pct. på Samsø og 20,2 pct. på Læsø på årets travleste dag.
Lav udlejningsprocent mod øst
Med undtagelse af Bornholm faldt andelen af udlejede sommerhuse, jo længere østpå man kommer. Guldborgssund havde med 11,4 pct. den højeste udlejningsprocent i Region Sjælland.
”Mens der er gang i udlejningerne i Jylland og på øerne, tyder det på, at man i højere grad benytter sig af sit eget hus på Sjælland. Odsherred er med 24.000 huse suverænt den kommune med flest sommerhuse, men udlejningsprocenten for udlejningsfirmaer er her nede på 2,7 pct.,” siger Paul Lubson.
På Fyn ligger udlejningsprocenten mellem 4 og 11,5 pct., hvor Kerteminde er lavest og Middelfart og Assens ligger højest.
Den mest udlejede dag
Ovenfor er tallene opgjort som summen af hvert udlejningsfirmas travleste dag i løbet af juli. Vil man se på hver enkelt dag, toppede udlejningerne for juli på månedens sidste dag.
Det var også denne dag, udlejninger til tyske turister lå højest for juli, mens antallet af danske feriehuslejere var højest den 13. juli, midt i sommerferien. Der var cirka lige mange tyske og danske turister i uge 28, som har været den mest populære uge blandt danske gæster. Alle andre uger har antallet af tyske bookinger været i overtal.
”Tyskere udgør den største andel af lejere, når det kommer til danske feriehuse. I Tyskland lå sommerferien senere end den danske, så derfor peaker udlejningerne for tyske gæster også senere i slut juli eller august,” siger Paul Lubson.
Udlejede feriehuse efter gæsternes nationalitet, juli 2022
Kilde: Særkørsel på baggrund af feriehusudlejernes indberetninger til Danmarks Statistik.