Færre førstegangsvælgere til folketingsvalget 1. november
Der er 226.689 førstegangsvælgere. Da denne valgperiode er kortere end den forrige valgperiode, er det 50.572 færre vælgere, som får mulighed for at sætte deres kryds for første gang end ved folketingsvalget i 2019. De nye førstegangsvælgere er hovedsageligt unge, der bor i storbyerne.
12. oktober 2022 kl. 7:30
Statsminister Mette Frederiksen har udskrevet næste folketingsvalg til afholdelse 1. november, og her får både de rutinerede vælgere og nye vælgere mulighed for at sætte deres kryds i stemmeboksen.
Antallet af personer, der kan afgive deres stemme i valgboksen eller kan brevstemme til et folketingsvalg for første gang, falder siden seneste folketingsvalg. Nye tal viser, at der vil være 226.689 personer, som modtager et valgkort til et folketingsvalg i postkassen for allerførste gang til folketingsvalget 1. november. Det er 50.572 færre end ved folketingsvalget i 2019.
”Denne valgperiode har været 203 dage kortere end den forrige, og det afspejler sig i antallet af nye førstegangsvælgere. Helt i tråd med tidligere så er førstegangsvælgerne unge, som er fyldt 18 år siden seneste folketingvalg samt personer, som har fået dansk statsborgerskab i perioden,” siger Dorthe Larsen, afdelingsleder i Danmarks Statistik.
4.284.913 vælgere kan stemme til folketingsvalget 1. november, og heraf udgør førstegangsvælgerne 5,3 pct. Ved folketingsvalget i 2019 udgjorde de 6,6 pct.
Af de 226.689 førstegangsvælgere var der 215.736, som var under 18 år ved folketingsvalget i 2019, mens der var 10.953, som var myndige ved seneste folketingsvalg, men først er blevet danske statsborgere efter.
Her bor førstegangsvælgerne
Hovedparten af dem, som får mulighed for at afgive deres stemme til et folketingsvalg for første gang, er unge, og andelen af unge førstegangsvælgere er størst i Albertslund Kommune og mindst i Samsø Kommune.
Unge førstegangsvælgere til folketingsvalget 1. november 2022 i pct.
Kilde: Særkørsel i Danmarks Statistik.