Snart første skoledag for 61.000 børn
Sofia, Alma, Noah og Victor skal lige om lidt pakke skoletasken til deres allerførste skoledag. Knap 61.000 madpakker skal der smøres efter sommerferien, hvor omkring 78 pct. af børnene vil stemple ind på en af landets folkeskoler, og ca. 22 pct. på en privatskole.
5. august 2022 kl. 7:30
Der kommer til at stå Sofia og Noah på mange af navneskiltene rundt omkring i landets 0. klasser i år, da de navne var de mest populære fornavne til nyfødte i 2016 – den årgang, som snart indtager landets 0. klasser. Mange af deres klassekammerater vil for pigernes vedkommende hedde Alma, Emma, Ella og Ida, som fulgte efter på henholdsvis anden-, tredje-, fjerde- og femtepladsen i 2016. På drengenes navneskilte vil der efterfulgt af Noah oftest stå Victor, Oliver, Oscar og William. Til gengæld skal man lede længere efter navne som Frank og Irene på klasseoversigten, da der kun er navngivet fem børn med hvert af disse navne i 2016.
61.000 kan begynde deres skolerejse
Minimum 60.761 står til at påbegynde deres vej igennem skolesystemet i disse dage, da de er fyldt seks år senest i andet kvartal af 2022. Dertil skal lægges børn, som først fylder 6 år senere på året og børn, som har fået udsat deres skolestart.
Den seneste opgørelse fra skoleåret 2021 viser, at 48.729 børn begyndte i folkeskolen, mens 10.739 påbegyndte skolegangen på en friskole eller privat grundskole. Det samlede antal 0. klasseelever var 60.237 inklusiv specialskoler m.fl. Dermed er der lidt flere børn, der står til at få skolestartdebut denne sommer i forhold til sidste skoleår.
Sammenligner vi med 7. klasse-årgangen fra 2021, som snart træder ind i landets 8. klasser, så er det en væsentlig større årgang, hvor antallet af elever sidste år i folkeskolen var 53.069 og 13.958 på landets friskoler og private grundskoler – i alt 68.968 elever, hvis man regner elever i ungdomsskoler og specialområdet m.fl. med.
”Den årgang, som starter i 0. klasse i år, er mindre end årgangene for syv-otte år siden, så mange elever vil måske opleve færre parallelklasser og legekammerater i skolen end deres ældre søskende,” siger Ingibjörg Sól Ingólfsdóttir, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Folkeskole og privatskole
Ser vi på udviklingen over de seneste fem år, så er antallet af elever i folkeskolens 0.-klasser faldet – fra 51.314 i 2017 til 48.729 i 2021. Elevtallet på fri- og privatskoler ligger nogenlunde konstant med 10.991 i 2017 og 10.739 sidste år.
”Der er en tendens til, at elevtallet for børnehaveklasserne i folkeskolerne er vigende, og at andelen af en årgang, som orienterer sig mod fri- og privatskolerne, er stigende. Dog er folkeskolen stadig for langt de fleste børns vedkommende hoveddøren til skolelivet,” siger Ingibjörg Sól Ingólfsdóttir.
Ikke overraskende var der flest nye elever i grundskolen i København i 2021, hvor 5.736 børn begyndte i skole. Folkeskoleeleverne udgjorde 75 pct. af de skoleparate børn i kommunen. Dragør Kommune var noget nær topscoren, hvor 97 pct. satte sig ved et skrivebord i folkeskolen. Kommunen var kun overgået af øerne Fanø og Læsø, hvor alle børn stemplede ind i folkeskolen.
Andelen af 0. klasse i folkeskoler i 2021
Kilde: www.dst.dk/da/Statistik/emner/uddannelse-og-forskning/fuldtidsuddannelser/grundskole
Helt anderledes ser billedet ud på Lolland, hvor 37 pct. havde skolestart i en fri- eller privatskole. I fire andre kommuner startede en tredjedel eller derover i en fri- eller privatskole – hhv. Bornholm med 36 pct., Ringsted med 36 pct., Nyborg med 34 pct. og Langeland med 33 pct.
Andelen af 0. klasse i fri- og privatskoler i 2021
Kilde: www.dst.dk/da/Statistik/emner/uddannelse-og-forskning/fuldtidsuddannelser/grundskole
Så mange klassekammerater havde de
I 0.-klasseværelserne var klassekvotienten i landets folkeskoler sidste år 20,4 børn per klasse. Det er næsten ét barn mindre end i 2017, hvor der i gennemsnit var 21,1 børn i klassen. Fri- og privatskolerne ligger nogenlunde på niveau, hvis vi sammenligner 2017 med 2021 med hhv. 17,4 og 17,5 børn i 0.-klasserne.
Mange går i SFO
Når der ringes ud efter skoletid, og den sidste undervisningstime er forbi, så går turen for mange børnehaveklassebørns vedkommende til en skolefritidsordning (SFO). Sidste år var 55.990 børn i 0. klasse indskrevet i en SFO eller et fritidshjem mod 54.449 i 2020.
Flest bor sammen med mor, far og én søskende
Vender vi blikket mod de skoleparates børnehavebørns hjem, så bor størstedelen pr. 1. januar 2022 sammen med deres mor, far og én søskende – 30.528. Dernæst bor flest sammen med deres mor og far samt to søskende – 12.648. Herefter bor flest sammen med deres mor og far uden søskende – 4.725.
Gennemsnitsalder på forældrene
Når de nye 0. klasser går hånd i hånd med deres forældre hen til skolen på deres første skoledag, så er fædrene i gennemsnit 38,9 år. Mødrene til børn bosat i Danmark 1. januar 2022 og født i 2016 er i dag i gennemsnit 36,3 år.
Har du spørgsmål til artiklen, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Ingibjörg Sól Ingólfsdóttir på telefon 3917 3756 eller isi@dst.dk.