Gå til sidens indhold

Flere end nogensinde skal holde påske i danske feriehuse

Efter at COVID-19 ikke længere ses som en samfundskritisk sygdom, og grænserne er åbnet, sætter tyske turister igen kursen mod Danmark. Det skubber antallet af feriehusbookinger op på det højest sete niveau for påskemånederne.

8. april 2022 kl. 7:30

Da Danmark lukkede ned i marts 2020 på grund af COVID-19, begyndte danske bookinger i høj grad at fylde feriehusenes kalendere og slog sidste år rekord for påskemånederne. Til gengæld blev de tyske gæster væk, og det trak det samlede antal af bookinger markant ned. Men med afskaffelsen af alle COVID-19-restriktioner, herunder rejserestriktioner, vender de nu tilbage, og det betyder, at antallet af bookinger for påsken har nået det højeste antal nogensinde i statistikkens historie.

”Sidste år var det ikke muligt at rejse, og flere danskere rykkede i et dansk feriehus i påskeferien. Både over julen og i vinterferien har vi til gengæld set, at vores tyske naboer vender tilbage, nu hvor de frit kan rejse til Danmark igen. Det vækker tilsyneladende begejstring, for der er nu flere bookinger i påsken, end vi før har set i statistikken,” siger Paul Lubson, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

I alt var der booket lidt over 63.000 husuger i påskemånederne, som tæller summen af bookinger i marts og april, ved udgangen af januar i år. Med flere end 48.000 af ugerne tager flere tyske gæster i feriehus over påsken end hidtil målt i statistikken.

”Det er især i de jyske sommerhuse, at mange nordtyskere har tradition for at holde deres ferie. I 2021 kunne vi tydeligt se, at grænserne var lukkede på antallet af bookede husuger, fordi tyske feriehusgæster ikke kunne komme til Danmark. Til gengæld satte de danske bookinger flere rekorder, fordi rejserestriktioner gjorde feriehusene herhjemme populære,” forklarer Paul Lubson.

Tallene for 2020 skal ses med det forbehold, at de er fra januar 2020, og dermed inden COVID-19-restriktionerne for alvor satte ind. Det betød mange aflysninger, og det reelle antal bookinger endte derfor noget lavere end vist i figuren.

Bookede husuger i påskemånederne 2022

Figur1

Kilde: Særkørsel
Anm.: Påskemånederne udgøres af marts og april til sammen. Ugerne er opgjort ultimo januar for de givne år, og for 2020 er det derfor før COVID-19 forårsagede nedlukninger i Danmark samt internationale rejserestriktioner. En husuge er fra lørdag til lørdag.

Påskeferien skiller sig ud

Påskemånederne er som sagt en sum af de bookede husuger i både marts og april, men når man ser på bookingerne opgjort på overnatninger, skiller påsken sig klart ud. Fra lørdag den 9. april til lørdag den 16. april, hvilket udgør en hel husuge, er antallet af danske bookinger markant højere end resten af april. Antallet af overnatninger når højdepunktet på skærtorsdag og langfredag. Her kan i alt 8.000 danskere se frem til at kunne nyde påskefrokosten i et lejet feriehus.

For de tyske påsketurister ser mønstret lidt anderledes ud. Der er en tydelig stigning i overnatninger allerede i starten af april, og så falder antallet samtidig med de danske overnatninger, når påskeferien lakker mod en ende.

”I nogle tyske delstater, herunder Slesvig-Holstein, som ligger tæt på den dansk-tyske grænse, har man allerede påskeferie fra den 4. april. Det kan forklare, hvorfor de tyske bookinger fylder i to uger, mens de danske bookinger blot stikker ud den ene uge, vi har påskeferie i Danmark,” siger Paul Lubson.

Bookede feriehuse pr. dag i april 2022

Figur2 

Kilde: Særkørsel

Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Paul Lubson på 39 17 35 42 eller pal@dst.dk.

Kontakt

Nanna Nikander Nonboe-Nygaard
Telefon: 20 56 39 57