Gå til sidens indhold

De fleste børn har søskende at fejre jul med

I over 660.000 familier i Danmark bor der børn på adressen, og de fleste børn har søskende, de skal dele gavepladsen under juletræet med.

22. december 2021 kl. 7:30

Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at de sidste gaver skal pakkes ind og lægges klar under juletræet.

I Danmark er der 662.315 familier med hjemmeboende børn under 18 år, som formodentlig er spændte på de gaver, de skal åbne juleaften. Og skal børnene give hinanden gaver, må man formode, at de har haft travlt med at lave, købe, og indpakke gaver til deres søskende i december, for i gennemsnit bor der 1,7 børn under 18 år i familierne.

”Godt 900.000 børn bor sammen med søskende. Der er tale om det samlede antal børn i de familier, som børnene bor i, og inkluderer derfor både børn med hel- og halvsøskende samt papsøskende, hvor børnene hverken har samme mor eller far,” siger Lisbeth Harbo, specialkonsulent i Danmarks Statistisk.

Antal børn efter kombinationen af søskende på samme adresse 

Søskendekombination

Kilde: BRN15

De fleste børn, 68 pct., har alene helsøskende, og 6 pct. har alene halvsøskende. Resten fordeler sig på blandede søskendesammensætninger, hvor hjemmeboende papsøskende under 18 år også tæller med.

”Fx bor 769 børn, svarende til 0,1 pct., sammen med både hel- halv- og papsøskende. Men de mindre børneflokke er det mest almindelige. 520.000 børn har en enkelt helsøster eller -bror i huset, hvilket gør det til den mest hyppige børnesammensætning,” siger Lisbeth Harbo.

Tæller man børn med en halv- eller papsøskende med, stiger antallet af børn med én søskende med omtrent 51.500 børn.

I lige under hver fjerde børnefamilie skal barnet til gengæld ikke tænke på julegaver til søskende, de bor sammen med. 247.422 er enebørn, og bor derfor hverken med hel-, halv- eller papsøskende.

”Der er flest enebørn i 0-4 års alderen – ca. 100.000 – samt igen fra 12 år og opefter. De helt små børn har måske en lillesøster eller lillebror på vej i fremtiden, og de større børn kan have søskende, der er flyttet hjemmefra. Ser man på de 5-11-årige ligger niveauet for enebørn på 8-9.000 for hvert alderstrin,” siger Lisbeth Harbo.

Modsat enebørnene har nogle børn haft mere travlt med at tjekke ønskelister fra søskende, som de bor sammen med. 1.200 børn har seks søskende, mens 729 børn bor med syv eller flere søskende.

Antal af børns søskende på samme adresse 

Søskendeantal

Kilde: BRN15

Lidt færre børn end for ti år siden

Går man ti år tilbage, var der 680.187 børnefamilier med 0-17-årige børn i Danmark, hvor der i dag er 662.315. Det er et fald på 2,6 pct. i perioden.

”Der er sket lidt ændringer i løbet af de sidste 10 år. Fx er antallet af børn med en enkelt søster eller bror faldet med 16.000 siden 2011, et fald på 2,8 pct. Men det er blandt børn med flere søskende, at der ses de største fald. Antallet af børn med tre søskende er fx faldet knap 18 pct.,” forklarer Lisbeth Harbo.

Samlet set er antallet af børn med søskende faldet fra 960.723 i 2011 til 905.573 i 2021. Set som en andel af alle børn er andelen af børn med søskende dog stort set uændret, nemlig omkring 79 pct. 

Antal børn med minimum én søskende 

Børn_med_søskende_10_år

Kilde: BRN15

Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Lisbeth Harbo på 39 17 32 94 eller lhb@dst.dk.

Kontakt

Lisbeth Harbo
Telefon: 20 58 64 08