Rekord få cykler blev meldt stjålet i 2019
Antallet af cykler, der meldes stjålet, er faldet med 42 pct. på ti år og har nået et rekordlavt niveau. Der meldes om færre stjålne cykler i alle Danmarks landsdele.
9. marts 2020 kl. 8:00
Politiet får stadig færre henvendelser fra borgere, som har fået deres cykel stjålet. I 2019 modtog politiet 46.212 anmeldelser om cykeltyveri, hvilket er 33.060 færre, end de modtog for 10 år siden, svarende til et fald på 42 pct.
”Faldet i cykeltyverier er en del af en større tendens, hvor der generelt anmeldes færre ejendomsforbrydelser såsom indbrud og tyverier i Danmark,” forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Isabell Bang Christensen.
”Samtidig ser vi fald i andelen af en samlet ungdomsårgang, som ved 18-års alderen har fået en dom for ejendomsforbrydelser, hvilket er den mest udbredte kriminalitetsform blandt kriminelle unge. Disse trends indikerer, at en betragtelig del af faldet i cykeltyverier er reelt og ikke blot skyldes, at folk i mindre grad anmelder cykeltyverier til politiet, om end der altid vil være et mørketal.”
Antal anmeldte cykeltyverier. 1995-2019
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/STRAF20
Kurven er knækket kraftigst i Vest- og Sydsjælland
Faldet i cykeltyverier er sket over hele landet, men ikke lige markant i alle Danmarks landsdele.
Ser man bort fra landsdelen Bornholm, hvor kun 0,2 pct. af alle årets cykeltyverier fandt sted, så er det kraftigste fald sket i landsdelen Vest- og Sydsjælland, som omfatter en række sjællandske kommuner som fx Næstved, Lolland og Kalundborg.
I Vest- og Sydsjælland blev der anmeldt 1.577 cykeltyverier i 2019, hvilket er 63 pct. færre end i 2009, hvor der blev anmeldt 4.319. 3 pct. af alle anmeldte cykeltyverier i Danmark var fra Vest- og Sydsjælland i 2019.
Næststørst fald er sket i landsdelen Vestjylland, hvor antallet af cykler, som blev meldt stjålet, er faldet fra 3.884 til 1.508 fra 2009-2019 svarende til et fald på 61 pct. 3 pct. af alle landets anmeldte cykeltyverier kom fra denne landsdel i 2019.
De mindste procentvise fald er sket i Byen København og Københavns omegn, som også er de landsdele i Danmark, hvor der anmeldes flest stjålne cykler. Her er antallet af anmeldelser faldet med henholdsvis 28 og 32 pct. fra 2009-2019.
39 pct. af alle anmeldte cykeltyverier i 2019 kom fra Byen København, mens 13 pct. af alle anmeldelser om cykeltyverier kom fra Københavns omegn.
Antal anmeldte cykeltyverier, landsdele 2009 & 2019
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/STRAF22
Fakta: Anmeldelser af cykeltyverier og sigtelser
- I 2019 blev der anmeldt 46.121 cykeltyverier, hvor af der blev rejst sigtelse i 584 af sagerne. Dermed ligger sigtelsesprocenten på 1,3 pct.
- Sigtelsesprocenten var i 2019 højest i landsdelen Vestjylland med 5 pct. Dernæst følger Bornholm med 4 pct. og derefter Nordjylland og Sydjylland med 3 pct.
- Den samlede sigtelsesprocent i 2019 ligger på omtrent samme niveau, som den gjorde i starten af nullerne. I slutnullerne var sigtelsesprocenten i flere år nede på 0,5-0,8 pct.
- Sigtelsesprocenten var højest i 1995, hvor der også blev anmeldt rekordmange cykeltyverier. Her var sigtelsesprocenten 2,9 pct.
- Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken/STRAF20 og www.statistikbanken/STRAF22
Har du spørgsmål til tallene i denne artikel, kan du kontakte fuldmægtig Isabell Bang Christensen på telefon: 39 17 33 06, mail: IBC@dst.dk