Gå til sidens indhold

Kraftigt fald i spiritusulykker i december

På 10 år er antallet af spiritusulykker i december-trafikken faldet med 46 pct.

20. december 2019 kl. 7:30

Det sker sjældnere og sjældnere, at trafikanter kommer til skade i spiritusulykker i julemåneden. I 2008 fandt der 56 spiritusulykker sted i december måned, et tal der i 2010 var faldet til 23 spiritusulykker, og siden 2012 har ligget på et lavt niveau i historisk perspektiv på mellem 21 og 37 ulykker årligt.

I 2018 skete der i alt 327 spiritusulykker, hvor en eller flere personer kom til skade, heraf 30 i december måned. Dermed udgjorde spiritusulykker i december 8 pct. af årets spiritusulykker.

”Faldet i spiritusulykker i december-trafikken er en del af en større tendens, hvor antallet af ulykker generelt er faldet markant over en årrække især frem til 2010,” forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Henning Christiansen.

”Tallet vi kigger på, er forholdsvist lille, og kan svinge fra år til år. Men trenden over en længere periode har været nedadgående og ser nu ud til at have stabiliseret sig på et lavere niveau sammenlignet med de tidligere år, som statistikken dækker.” 

Tallene i denne artikel dækker kun spiritusulykker med personskade, hvor politiet er blevet tilkaldt. Spiritusulykker, der alene kommer til skadestuernes eller forsikringsselskabernes kendskab indgår ikke i datagrundlaget.

Antal spiritusulykker med tilskadekomne i hhv. december måned og hele året. 2008-2018

Figur1Anm: Bemærk at der er forskel på de to kurvers y-akse

Kilde: Danmarks Statistik, statistikbanken.dk/uheld4

December er ikke højtid for spiritusulykker

December er højtid for julefrokoster, men ikke for spiritusulykker. Således ligger december faktisk i midten af spektret, hvad angår antallet af spiritusulykker. Dette gælder både i 2018 og gennemsnitligt over en 10-årig periode.

I 2018 var maj den mest udsatte måned med 39 spiritusulykker efterfulgt af juni med 37 spiritusulykker. Dette svarer til, at hhv. 11 og 10 pct. af årets spiritusulykker skete i disse måneder.

"Disse tendenser ser nogenlunde ens ud, når man betragter et gennemsnit målt over 10 år," forklarer fuldmægtig Henning Christiansen.

Antal spiritusulykker med personskade. 2018

figur2

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/UHELD4

Hver fjerde spiritusulykke i december sker på en lørdag

Lørdag er den dag i december måned, hvor der i gennemsnit sker flest spiritusulykker i trafikken.

Over de seneste ti år er 24 pct. af alle december måneds spiritusuheld med personskade faldet på en lørdag. Herefter følger søndag, hvor 20 pct. af alle spiritusulykker i december har fundet sted de seneste 10 år, efterfulgt af fredag med 15 pct. af månedens spiritusulykker.

”Tendensen er – måske ikke så overraskende – at flest spiritusulykker finder sted i weekenddagene lørdag og søndag. Denne tendens går i øvrigt igen i alle årets måneder, ” forklarer fuldmægtig i Danmarks Statistik Henning Christiansen.

”Men det er interessant at bemærke, at der på fredage i december faktisk gennemsnitligt sker en smule færre spiritusulykker, end der gør på fredage i årets andre måneder, hvor fredagen generelt står for 18 pct. af alle spiritusulykker.”

Spiritusulykker i december måned, gennemsnitstal. 2008-2018

figur3

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/UHELD4

Relativt mange bilister ender i spiritusulykker i december måned

De fleste af spiritusulykkerne i december måned sker, når spritbilister kører galt. Førere af personbiler er involveret i 77 pct. af alle spiritusulykker i december måned de seneste 10 år – og det er en relativ høj andel taget i betragtning, at bilister gennemsnitligt har været involveret i 67 pct. af alle spiritusulykker de seneste 10 år.

”I faktiske tal, så sker der færre spiritusulykker i december måned, end der fx gør i oktober og maj, forklarer fuldmægtig Henning Christiansen.

”Men i december måned, så udgør bilister involveret i en spiritusulykke en større andel end de fleste andre måneder. Samme trend gør sig gældende for trafikuheld, hvor spiritus ikke er involveret. Kun i januar og februar står bilerne for en ligeså høj andel som i december.”

Personbilers gennemsnitlige andel af alle spiritusulykker. Gennemsnitstal 2008-2018

figur4

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/UHELD4

Fakta: Der sker færre spiritusulykker i Danmark

  • Der sker langt færre spiritusulykker i dag, end der gjorde for bare 10 år siden. Således er antallet af spiritusulykker faldet fra 824 i 2008 til 327 i 2018, svarende til et fald på 60 pct. Faldet er udpræget sket frem til 2014.
  • Bilister er involveret i 67 pct. af alle spiritusulykker med personskade de seneste 10 år.
  • Herefter følger knallerter som har været involveret i 28 pct. af alle spiritusulykker.
  • Fodgængere har været involveret i 14 pct. af alle spiritusulykker og cyklister i 8 pct.
  • Spiritusulykker fører oftere til kraniebrud, piskesmæld og hjernerystelse end trafikuheld, hvor spiritus ikke er involveret.
  • Kilde: Danmarks Statistik