Danskerne er blevet mindre bekymrede for at udlevere persondata til Facebook og Co.
Hver sjette dansker har så store sikkerhedsbekymringer ved at afgive personoplysninger til sociale medier, at det har begrænset deres brug af disse. Antallet af danskere med disse bekymringer er dog næsten halveret siden 2015.
14. oktober 2019 kl. 8:00
På trods af skandalesager omkring Cambridge Analytica og nylige afsløringer af IT-giganters aflytning af kunder via stemmestyrede assistenter, så er danskerne de seneste fem år blevet markant mindre bekymrede for at afgive personoplysninger til sociale medier såsom fx Facebook og LinkedIn.
I 2015 svarede 30 pct. af danskerne at de havde sikkerhedsbekymringer ved at afgive personoplysninger til sociale medier, en andel der i 2019 er faldet til 17 pct. Det viser nye tal fra Danmarks Statistiks spørgeskemaundersøgelse IT-anvendelse i Befolkningen 2019.
Bekymringer ved at afgive personoplysninger til sociale medier.
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel IT-anvendelse i Befolkningen 2019
I perioden er danskernes forbrug af sociale medier steget, således at 76 pct. af danskerne i 2019 brugte et eller flere sociale medier, mens 60 pct. brugte sociale medier i 2015.
Unge og højtuddannede er de mest bekymrede grupper
Ikke alle danskere er lige bekymrede for at afgive personoplysninger til sociale medier. Yngre mennesker mellem 25-34 år og 45-54-årige er de mest sikkerhedsbekymrede aldersgrupper i 2019, med hhv. 21 pct. og 20 pct. som angiver, at sikkerhedsbekymringer vedr. persondata har begrænset deres adfærd på sociale medier.
Mindst skeptiske er de ældre aldersgrupper, hvor 11 pct. af de 65-74 årige angiver at have sikkerhedsbekymringer ved afgivelse af personoplysninger til sociale medier.
De unge og de ældre har markant forskellige forbrug af sociale medier. De 16-24 årige ligger i front med 97 pct. som bruger sociale medier efterfulgt af de 25-34 årige, hvor 94 pct. bruger sociale medier. Til sammenligning bruger halvdelen af de 65-74 årige sociale medier.
Generelt har personer med lange videregående uddannelser flere sikkerhedsbekymringer for deres persondata, end folk med kortere uddannelser. Blandt danskere med lang videregående uddannelse svarer 26 pct. af de har sikkerhedsbekymringer, mod 14 pct. af danskere med grundskolen eller gymnasiet som højest fuldførte uddannelse. For alle grupperne gælder det, at andelen der har sikkerhedsbekymringer er faldet fra 2015-2019.
Hver anden har nægtet adgang til personlige data på sociale medier
En stor gruppe danskere har forsøgt at begrænse apps adgang til deres personlige data. Her kan der fx være tale om deres aktiviteter, geografiske placering og deres personlige kontaktliste. 51 pct. af danskerne svarede i 2019, at de har begrænset adgangen til deres profil eller indhold på sociale medier.
Fakta: hvad vil det sige at nægte applikationers eller apps adgang til data
- Apps kan ved installation anmode brugeren om adgang til data om fx brugerens geografiske placering eller kontaktliste. En telefon, tablet eller pc med GPS eller Wi-Fi kan registrere, hvor brugeren befinder sig, også selvom brugeren ikke bruger GPS-navigationen. Det kan afsløre, hvor brugeren arbejder og færdes. Dog kan apps adgang til data også begrænses. Fx foreslår Forsvarets Center for Cybersikkerhed, at brugeren begrænser apps adgang til lokalitetsdata, så der kun gives de mest nødvendige apps adgang.
- Applikationer kan ifølge Forbrugerådet Tænk også indsamle oplysninger om brugeren via et socialt medie såsom Facebook. Apps på sociale medier kan være quizzer, tests og spil, hvor indsamlede data om brugeren efterfølgende kan stilles til rådighed for tredjeparts-aktører.
- Tænk opfordrer derfor til, at brugeren begrænser denne indsamling af informationer ved at ændre i privatlivsindstillinger på brugerens sociale medie-konti.
- Kilder: FE Center for Cybersikkerhed og Forbrugerrådet Tænk
Tilbøjeligheden til at nægte adgang til persondata på sociale medier, stemmer nogenlunde overens med, hvor bekymrede de forskellige grupper er over for at afgive personoplysninger til sociale medier.
Således er unge mennesker og danskere med lange videregående uddannelser mere tilbøjelige til at nægte apps adgang til deres personoplysninger. Det gør fx hele 69 pct. af de 25-34 årige, og 70 pct. af danskere med lange videregående uddannelser. Begge disse grupper var blandt de mest sikkerhedsbekymrede.
”De unge og de højtuddannede er de grupper, som bruger sociale medier mest, og derfor er det ikke så overraskende, de i høj grad kender til mulighederne for at begrænse apps adgang til data. Begge grupper har generelt en mere intensiv brug af internet i forhold til resten af befolkningen og dermed også mere erfaring,” forklarer chefkonsulent Agnes Tassy. ”
Andel, som har begrænset adgangen til deres profil eller indhold på sociale medier. 2019
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel IT-anvendelse i Befolkningen 2019
Læs mere om danskernes sikkerhedsbekymringer ved private aktiviteter på internettet ”Falske emails fylder i indbakken.”
National cybersikkerhedsmåned i oktober skal ruste borgere og virksomheder til en hverdag med flere og flere digitale trusler. Danmarks Statistik bidrager til et øget fokus på den digitale sikkerhed ved at afholde et fagligt møde om emnet den 30. oktober. Tilmeld dig her, hvis du vil se nye tal om it-sikkerhed i danske virksomheder og hvis du vil blive klogere på it-sikkerhedsangreb oplevet af borgere.
Har du spørgsmål til data i denne artikel er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Agnes Tassy på tlf: 3917 3144 eller mail: ata@dst.dk