Hvert ellevte ældre offer for IT-kriminalitet har oplevet økonomiske tab
De ældre er den gruppe, som oftest oplever økonomiske tab, når de kommer i kontakt med IT-kriminelle.
9. september 2019 kl. 8:00
9 pct. af danskere mellem 65-74 år, der har oplevet online identitetstyveri, falske e-mails eller bedrageriske hjemmesider inden for det seneste år, svarer, at de har tabt penge til IT-kriminelle.
Dette gør ældre til den gruppe, som oftest svarer, at de har mistet penge på IT-kriminalitet i Danmarks Statistiks spørgeskemaundersøgelse IT-anvendelse i Befolkningen 2019.
Generelt fortæller 6 pct. af danske internetbrugere, der har oplevet it-kriminalitet det seneste år, at de har haft økonomisk tab på grund af IT-kriminalitet.
Internetbrugere som har oplevet økonomiske tab som følge af IT-kriminalitet. 2019
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel IT-anvendelse i Befolkningen
Ældre oplever færre forsøg på bedrag end gennemsnittet
Selvom ældre er den gruppe, som oftest mister penge på IT-kriminalitet, så er de ikke den gruppe, der oftest udsættes for forsøg på svindel online. Ældre er faktisk den gruppe, som i mindste grad rapporterer at have oplevet forsøg på bedrag, såsom forsøg på bedrag med kreditkort, svindel med falske e-mails eller ondsindede hjemmesider.
Overordnet set har 39 pct. af de 65-74 årige oplevet et eller flere sikkerhedsproblemer det seneste år, mod 50 pct. af danske internetbrugere som helhed.
”En forklaring på dette kan være, at nogle ældre ikke er klædt på til at se igennem forsøg på snyd online. Dermed bliver de lettere ofre for IT-kriminalitet," forklarer fuldmægtigt i Danmarks Statistik Monika Bille Nielsen.
Internetbrugere som har oplevet et eller flere IT-sikkerhedsproblemer det seneste år. 2019
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel IT-anvendelse i Befolkningen
Sikkerhedsproblemerne, som internbrugerne oplever, kan tage mange former. Det form for sikkerhedsproblem, som ældre oftest oplever, er modtagelsen af falske emails (phishing) og dernæst omdirigering til falske og bedrageriske hjemmesider (pharming). Det har hhv. 36 og 9 pct. af de ældre internetbrugere mellem 65-74 år oplevet i 2019.
5 pct. af de ældre internetbrugere over 64 år har oplevet sikkerhedsproblemer, som har karakter af forsøg på svindel med dankort i 2019, hvilket svarer til gennemsnittet for alle danskere, som ligger på 6 pct.
Har du spørgsmål til data i denne artikel kan du kontakte chefkonsulent Agnes Tassy på tlf. 3917 3144, ATA@dst.dk eller fuldmægtig Monika Bille Nielsen på tlf. 3917 3595, MBS@dst.dk