Både øget effektivitet og større samfundsansvar fylder, når de større danske virksomheder forklarer deres engagement i verdensmålene
To tredjedele af de større danske virksomheder engagerer sig i FN’s verdensmål. Flertallet af virksomhederne, der er engageret i verdensmålene, ønsker at tage større samfundsansvar, men en del svarer også, at de mener, at arbejdet med verdensmålene kan være med til at øge fokus på effektivitet eller tiltrække samarbejdspartnere eller medarbejdere.
5. september 2019 kl. 7:30
Blandt de store danske virksomheder er det udbredt at fokusere på FN’s verdensmål. Således svarer to tredjedele af virksomhederne med mere end 250 ansatte i en undersøgelse fra Danmarks Statistik, at de i 2019 fokuserer på opfyldelse af et eller flere verdensmål.
Stort set alle disse virksomhederne svarer, at de vil tage større samfundsansvar, men en stor andel af de store virksomheder ser også arbejdet med verdensmålene som en fordel i forhold til deres egen forretning. 40-50 pct. af alle virksomhederne, der har besvaret undersøgelsen, mener, at deres engagement i verdensmålene kan være med til henholdsvis at tiltrække samarbejdspartnere (49 pct.), at øge fokus på effektivitet (47 pct.), at tiltrække medarbejdere (44 pct.), eller at det kan være en fordel for markedsføring i Danmark (40 pct.). I runde tal svarer det til, at hver af ovenstående begrundelser er motiv for at arbejde med verdensmålene for 60-75 pct. af virksomhederne.
”Når så mange store virksomhedernes gerne vil arbejde for at opfylde FN’s verdensmål, hænger det formentligt også sammen med, at de i forvejen er forpligtiget til at arbejde med og rapportere om samfundsansvar. Begrundelserne for at tage verdensmålene om bord tyder også på, at målene giver mening i en forretningsmæssig sammenhæng,” siger Ole Olsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Virksomheders begrundelser for at fokusere på verdensmål
Note: Andelen er beregnet som pct. af alle besvarelser. Virksomheder, der har svaret nej til, at de arbejder med mindst et af verdensmålene, har haft mulighed for at svare på ovenstående spørgsmål.
Kilde: Danmarks Statistik; https://www.dst.dk/da/Statistik/Sdg/aktiviteter/virksomheder/pilot
Om undersøgelsen
Danmarks Statistik har i foråret 2019 spurgt ca. 600 større virksomheder om deres arbejde med Verdensmålene, herunder deres engagement i forhold til 21 konkrete delmål. Opgørelserne bygger på 178 besvarelser, så resultaterne ville muligvis være anderledes, hvis alle 600 virksomheder havde svaret. Resultaterne er næppe repræsentative for mindre virksomheder, da undersøgelsen kun dækker større virksomheder.
Engagement i verdensmål udbredt i alle brancher
Arbejdet med verdensmålene er udbredt på tværs af brancher og ligger på samme niveau for ”industri og forsyning”, ”handel og transport” og ”erhvervsservice”, hvor 70-72 pct. af virksomhederne er engageret i verdensmålene.
”Tallene viser, at det ikke kun er virksomheder inden for brancher, hvor verdensmålene i kraft af virksomhedens produkt er relevante, der er engageret i at opfylde dem. Men der er selvfølgelig stor forskel på hvilke mål og delmål, som er relevante i de enkelte virksomheder,” siger Ole Olsen.
For alle brancher gælder desuden, at andelen af store virksomheder, som arbejder med verdensmålene, vil være højere om to til tre år end i dag, hvis virksomhedernes planer bliver opfyldt.
Virksomheder som fokuserer på verdensmålene efter branche
Note: Andelen er beregnet som pct. af alle besvarelser.
Kilde: Danmarks Statistik; https://www.dst.dk/da/Statistik/Sdg/aktiviteter/virksomheder/pilot
Mere fokus på ligestilling mellem kønnene end mellem indkomstgrupper
Verdensmål og delmål om større ligestilling mellem kønnene er dem, som virksomhederne oftest arbejder på at opfylde. 60 pct. af virksomhederne svarer, at de arbejder for øget grad af ligeløn, 52 pct. arbejder for flere kvindelige ledere, og 52 pct. er engageret i at mindske kønsdiskrimination og –chikane. Til sammenligning svarer kun 22 pct. af virksomhederne, at de arbejder på at opfylde målet om lønstigning til lavindkomstgrupper.
Virksomhedernes aktivitet inden for verdensmål om inklusion og ligestilling
Note: Andelen er beregnet som pct. af alle besvarelser. Virksomheder, der har svaret nej til, at de arbejder med mindst et af verdensmålene, har haft mulighed for at svare på ovenstående spørgsmål. Figuren dækker ikke alle verdensmål.
Kilde: Danmarks Statistik; https://www.dst.dk/da/Statistik/Sdg/aktiviteter/virksomheder/pilot
Energi oftere i fokus end vand
Andelen af virksomheder, der svarer, at de gør en indsats for at opfylde verdensmålene med relation til energi, er højere end andelen, som svarer, at de har fokus på vandforbruget. 36-44 pct. at virksomhederne svarer bekræftende på, at de arbejder for mere vedvarende energi, øget energieffektivitet eller mindre udledning af drivhusgasser. Til sammenligning svarer henholdsvis 20 pct. og 24 pct., at de er engageret i at mindske spildevandsproduktionen og øge vandeffektiviteten.
Virksomhedernes aktivitet inden for verdensmål om miljø og energi
Note: Andelen er beregnet som pct. af alle besvarelser. Virksomheder, der har svaret nej til, at de arbejder med mindst et af verdensmålene, har haft mulighed for at svare på ovenstående spørgsmål. Figuren dækker ikke alle verdensmål.
Kilde: Danmarks Statistik; https://www.dst.dk/da/Statistik/Sdg/aktiviteter/virksomheder/pilot.
I undersøgelsen har Danmarks Statistik også spurgt til en række andre delmål. Resultaterne kan ses på Danmarks Statistiks hjemmeside eller i dette regneark. I de generelle statistikker er informationer, som kan belyse erhvervslivet i relation til verdensmålene.
Du kan også finde statistik i relation til FN’s Verdensmål på Danmarks Statistiks verdensmålsplatform.
Denne artikel er skrevet i samarbejde med specialkonsulent, Ole Olsen, som kan kontaktes på 39 17 38 63 eller olo@dst.dk.