Gå til sidens indhold

Musikfestivaller har godt tag i danskerne - især studerende og unge med højtuddannede forældre

Hver sjette dansker deltog i musikfestivaller i foråret og sommeren 2018. Den mest festivalbesøgende gruppe er studerende og børn af forældre med lange videregående uddannelser.

27. juni 2019 kl. 13:30

17 pct. af danskerne deltog i festivaller og andre musikevents i foråret og sommeren 2018. Den gruppe, som oftest deltog, var studerende, hvor 37 pct. var på musikfestival i løbet af foråret og sommeren.

Generelt var de yngre danskere bedst repræsenteret på musikfestivalerne, hvor 36 pct. af de 16-24-årige deltog. Herefter følger de 25-35 årige, hvor 25 pct. var på festival. Festival-deltagelsen falder i takt med alderen, og ligger under landsgennemsnittet, når folk når over de 45 år. 

Deltagelse i musikfestivaller. Socioøkonomisk gruppe og alder. 3. kvartal 2018

festival1

Kilde: Særkørsel, Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse

Anm: Respondenterne er blevet spurgt, om de har hørt musik på festivaller eller andre musikevents i de seneste tre måneder. Da besvarelserne er indsamlet i en af månederne i 3 kvt. 2018, dækker perioden april-september 2018.

Børn af højtuddannede er de mest festivalbegejstrede

Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse inkluderer oplysninger om forældrenes højest gennemførte uddannelse for den del af svarpersonerne, som er yngre end 35 år.

Ser man på denne gruppe isoleret, så svarer hele 42 pct. af svarpersonerne, som har forældre med lange videregående uddannelser, at de var på festival i foråret og sommeren 2018.  For hele gruppen af unge mellem 16 og 34 år gælder det, at 30 pct. var på festival i den undersøgte periode.

Under gennemsnittet finder vi unge danskere med forældre, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse. Her var 16 pct. på festival. Unge danskere hvis forældre har en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse deltog også i mindre grad end gennemsnittet. Her var 25 pct. på festival i forår og sommer 2018.

16-34 åriges deltagelse i festivaller og andre musikevents efter deres forældres højeste fuldførte uddannelse

Festival2

Kilde: Særkørsel, Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse

Folk fra stenbroen tager oftest på festival

Der er også forskel på deltagelsen i musikfestivaller på tværs af de danske landsdele og fra provins til storby. 24 pct. af danskerne fra tæt befolkede områder i Danmark, svarer, at de deltog i musikfestivaller, mens 13 pct. i tyndt befolkede områder gjorde det samme.

”Denne forskel hænger formentligt sammen med, at mange studerende og unge mennesker – som oftest deltager i festivaller - er bosat i de store universitetsbyer, mens gennemsnitsalderen ofte er højere i tyndt befolkede egne,” forklarer chefkonsulent i Danmarks Statistik Agnes Tassy

Byen København er den landsdel, hvor folk relativt oftest deltager i musikfestivaller. Her svarer 28 pct. at have været på festival. Hernæst kommer Østsjælland og Østjylland, som også er beliggende tæt på store danske festivaller såsom Roskilde og Skanderborg festival.

Deltagelse i musikfestivaller. Landsdel og befolkningstæthed. 3. kvartal 2018

festival3

Kilde: Særkørsel, Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse

 

Fakta Danskernes festivalvaner

  • Festivaldeltagelse er i dén grad en sæsonbestemt aktivitet. I forårs- og sommerperioden april-september deltager 17 pct. i festivaller, mens 7 pct. deltager i sensommer-/efterårs-/vinterperioden juli-december. Kun 4 pct. deltog i efterårs-/vinter-/forårsperioden oktober-marts.
  • Unge mennesker, studerende på gymnasiale og videregående uddannelser og unge hvis forældre har korte, mellemlange og lange videregående uddannelser deltager mest.
  • Indvandrere og efterkommere deltager  mindre end gennemsnittet. 13 pct. af indvandrere og efterkommere deltog i foråret/sommeren i festivaller, mens 18 pct. af borgere med dansk oprindelse deltog.

Kilde: Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse

 

 

Fakta Sådan spørger Danmarks Statistik til musikfestivaller

  • I Danmarks Statistiks Kulturvaneundersøgelse bliver et repræsentativt udvalgt udsnit af befolkningen spurgt om deres kulturvaner. 
  • Svarpersonerne spørges blandt andet om, hvor de har lyttet til musik i de seneste tre måneder. Her kunne man vælge et eller flere af følgende svar: Derhjemme, hos andre, på farten, koncerter eller spillesteder, festivaler eller andre musikevents samt andre steder.
  • Således skelnes der i undersøgelsen mellem kategorierne ’festivaller og musikevents’ og ’koncerter eller spillesteder.’ Sidstnævnte indgår ikke i definitionen af at have været til ’festivaller og musikevents.’ Det betyder, at hvis respondenten har været til en almindelig livekoncert, tæller det ikke med i musikfestivalernes regnskab.
  • Eksempler på festivaller og musikevents kan være Roskilde Festival, Skanderborg Festival eller Vig Festival.

Læs mere om Kulturvaneundersøgelsens metode, dækning og spørgeskema

 

Spørgsmål til tallene i denne artikel kan stilles til chefkonsulent Agnes Tassy, tlf: 3917 3144, mail: ATA@dst.dk