To ud af tre konkurser i 2018 ramte virksomheder uden ansatte og med lav omsætning
Det samlede antal konkurser i alle danske virksomheder nåede i 2018 sit højeste niveau siden 2009. Igennem de seneste tre år er det dog såkaldte nulvirksomheder, der er uden ansatte om med en omsætning på under en million, der har fyldt klart mest i konkursstatikkerne.
11. januar 2019 kl. 7:30
I 2018 blev 7.155 virksomheder erklæret konkurs. Det er det højeste antal siden 2009, men kun en smule højere end antallet af konkurser i 2016 og 2017. Ser man på de seneste ti år, skal man tilbage til 2010, før antallet af konkurser lå på dette niveau. Sammensætningen af typer af virksomheder, der gik konkurs i perioden 2016 til 2018, er dog anderledes, end det var tilfældet fra 2009 til 2015. Andelen af konkurser blandt såkaldte nulvirksomheder er vokset markant. Nulvirksomheder defineres her ved at være virksomheder uden ansatte og med en firkvartalsomsætning på under en million kr. I 2016 til 2018 stod nulvirksomhederne for lige under to ud af tre konkurser. I perioden op til svingede nulvirksomhedernes andel af konkurser mellem 42 og 57 pct.
Jævn udvikling i konkurser blandt aktive virksomheder
Ser man udelukkende på andelen af konkurser blandt aktive virksomheder (virksomheder med ansatte og en omsætning på over en million) over de seneste ti år, har den svinget mellem 1,1 og 2,2 pct. 2014 var det år, hvor andelen af aktive firmaer, der gik konkurs, var lavest, mens andelen var højest i 2009. Andelen ligger altså generelt rimelig stabilt i perioden, og især inden for de seneste otte år har udviklingen været ganske jævn.
Antallet af tabte job er steget efter større fald
På trods af at der siden 2014 har været en stigning på ca. 30 pct. i antallet af tabte job i konkursramte virksomheder, ligger niveauet i 2018 fortsat under, hvad det var i årene fra 2009 til 2013. I 2018 gik ca. 12.400 jobs tabt på grund af konkurser, mens tallet var 14.300 i 2013. I den undersøgte periode er 2009 det år, hvor der blev tabt flest job. Lige under 21.200 job forsvandt som en konsekvens af konkurser i 2009.
Data til denne artikel er leveret af Søren Dalbro. Har du yderligere spørgsmål til konkurser i danske virksomheder, er du velkommen til at kontakte ham på sda@dst.dk eller 3917 3416.
Læs mere om konkurser her.