Tre store arbejdsstandsninger de seneste 20 år
To strejker og en lockout slår ud i statistikken over tabte arbejdsdage de seneste 20 år.
27. februar 2018 kl. 8:00
Siden 1996 har der været tre store arbejdsstandsninger i Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik. Senest i 2013, hvor især lærerlockouten førte til 930.000 tabte arbejdsdage.
Fem år tidligere i 2008 var der 1.870.000 tabte arbejdsdage, fordi de offentligt ansatte strejkede.
”Året med flest tabte arbejdsdage er 1998, hvor privatansatte lønmodtagere strejkede”, siger chefkonsulent i Danmarks Statistik, Mikkel Zimmermann.
I 1998 var der 3.170.000 tabte arbejdsdage – heraf 1.520.000 indenfor industrien.
Kilde: Danmarks Statistik, statistikbanken.dk/ABST1
I de år, hvor der ikke var store strejker, er antallet af tabte arbejdsdage i gennemsnit lavere efter 2008 end før. I årene fra 1999 til 2007 var der i gennemsnit 91.800 tabte arbejdsdage. I årene 2009-2012 og 2014 til 2016 var antallet i gennemsnit 14.300.
Færrest arbejdsstandsninger i 2016
Ser man i stedet på antallet af arbejdsstandsninger, har de også været generelt faldende siden 1996. I 2016 var der med 144 arbejdsstandsninger det laveste antal siden 1996, som er det første år i statistikken.
Statistikken over antallet af arbejdsstandsninger viser, at de mange tabte arbejdsdage i henholdsvis 1998, 2008 og 2013 skyldes relativt få konflikter.
Læs mere om arbejdsstandsninger i denne NYT fra Danmarks Statistik.
Kilde: Danmarks Statistik, statistikbanken.dk/ABST1