Syv ud af ti topskattebetalere er mænd
Omkring 500.000 personer betalte topskat i 2017. Størstedelen af dem var mænd. Mænd er også overrepræsenteret blandt lønmodtagere med ledelsesarbejde samt blandt personer, som arbejder mere end 37 timer om ugen.
6. december 2018 kl. 11:00
505.000 personer betalte topskat i 2017, viser tal fra Danmarks Statistik. Størstedelen af topskatteyderne er mænd – mere præcist 71,5 pct., viser nye tal fra Danmarks Statistik.
”Når flere mænd end kvinder betaler topskat, kan det hænge sammen med, at mænd oftere arbejder flere timer om ugen og i højere grad varetager job med ledelsesarbejde end kvinder,” siger Niels Ploug, direktør for personstatistik, Danmarks Statistik.
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på baggrund af indkomststatistikken.
Anm.: Antallet i figuren er lidt lavere end det samlede antal topskatteydere, da ikke alle har været i landet i hele 2017. Antal personer, der betaler topskat og andre skattetyper, kan findes i denne tabel i statistikbanken: www.statistikbanken.dk/pskat3. Topskattens andel af de samlede skatteindbetalinger kan du læse mere om i denne NYT fra Danmarks Statistik.
Mænd arbejder flere timer end kvinder
Mænd arbejder oftere end kvinder mere end 37 timer om ugen. I 3. kvartal 2018 havde en tredjedel af de beskæftigede mænd i arbejdskraftsundersøgelsen en normal arbejdstid på mere end 37 timer om ugen, mens det gjaldt for en femtedel af kvinderne, viser tal fra Danmarks Statistik. Mændene arbejdede desuden oftere end kvinderne mere end 48 timer om ugen. 10 pct. af mændene angav, at de havde en normal arbejdstid på mindst 49 timer om ugen, mens det gjorde sig gældende for knap 3 pct. af kvinderne.
Kvinderne havde i højere grad end mændene en normal arbejdstid på færre end 37 timer om ugen. Særligt i gruppen af beskæftigede med en normal arbejdstid på 15-36 timer var kvinderne overrepræsenteret. Næsten en tredjedel af kvinderne (32 pct.) og 12 pct. af mændene svarede at deres arbejdstid lå i dette interval.
Kilde: Danmarks Statistik, Arbejdskraftsundersøgelsen, www.statistikbanken.dk/aku500
Flere mænd har ledelsesarbejde, mens flere kvinder er lønmodtagere på højeste niveau
I 2016 var 71 pct. af lønmodtagere med ledelsesarbejde mænd. Til gengæld var 58 pct. af lønmodtagere på højeste niveau kvinder, viser tal fra Danmarks Statistik. Blandt lønmodtagere på mellemniveau var kønsfordelingen stort set lige, mens der var flere mænd i de resterende lønmodtagergrupper.
Godt 107.000 lønmodtagere havde ledelsesarbejde, mens 669.000 arbejdede på højeste niveau. Den klart største gruppe var lønmodtagere på grundniveau, hvor 1,1 mio. lønmodtagere var beskæftiget i 2016.
Kilde: Danmarks Statistik, Registerbaseret arbejdsstyrke, www.statistikbanken.dk/ras300.
Anm.: u.n.a står for uden nærmere angivelse.
Har du spørgsmål til tallene i artiklen er du velkommen til at kontakte:
Indkomst og skat: Chefkonsulent, Jarl Quitzau, 39 17 35 94, jaq@dst.dk
Arbejdstid: Specialkonsulent, Sofie Valentin Weiskopf, 39 17 34 64, swe@dst.dk
Beskæftigede: Chefkonsulent, Pernille Stender, 39 17 34 04, psd@dst.dk