Antallet af beskæftigede med en læreruddannelse er faldet
Fra 2008 til 2016 er antallet beskæftigede personer med en læreruddannelse som højeste fuldførte uddannelse faldet med næsten 7 procent. Faldet gælder både læreruddannede, som arbejder med undervisning, og læreruddannede, som arbejder i andre brancher.
4. september 2018 kl. 7:30
Antallet af beskæftigede med en læreruddannelse er gået tilbage med mere end 5.000 personer i perioden fra 2008 til 2016. I alt kunne lige over 80.000 beskæftigede personer i Danmark 2008 sige, at læreruddannelse var deres højeste uddannelse, mens det samme tal var faldet til lidt mindre end 75.000 i 2016. Udviklingen svarer til et fald på omtrent 7 procent. I denne artikel har vi opgjort beskæftigede personer med skolelærer som højeste fuldførte uddannelse uanset om de arbejdede indenfor undervisning[1] eller i en anden branche. I 2008 arbejdede lige under 13.600 af de beskæftigede skolelæreruddannede i en anden branche end undervisning, mens tallet var faldet til lige under 13.300 i 2016.
Faldet i beskæftigede læreruddannede berører 87 kommuner
Stort set alle kommuner i landet har fra 2008 til 2016 oplevet et fald i antallet af beskæftigede borgere med en læreruddannelse. I alt er der sket et fald i 87 ud af landets 98 kommuner. I de resterende 11 kommuner er antallet enten forblevet uændret eller vokset.
Ser man bort fra Læsø Kommune og Samsø Kommune, hvor der boede færre end 100 beskæftigede med en læreruddannelse i både 2008 og 2016, var faldet størst i kommunerne Langeland, Lolland og Rudersdal. I disse tre kommuner lå nedgangen på mere end 20 procent. Modsat var stigingen størst i Ishøj, Rødovre og Københavns Kommune. Her var udviklingen dog mere forskelligartet. I Ishøj Kommune steg antallet af beskæftigede med en læreruddannelse med 27,1 procent, mens det samme tal var 12,9 procent i Rødovre Kommune og 5,0 procent i Københavns Kommune.
Udvikling i antal bosatte beskæftigede med læreruddannelse som højeste fuldførte uddannelse. 2008-2016
Kilde: Særudtræk fra den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
Beskæftigede med en læreruddannelse er yngst i og omkring de største byer
Gennemsnitsalderen for beskæftigede med en læreruddannelse varierer kommunerne imellem i 2016. De yngre i gruppen bosætter sig i eller omkring en af landets største byer. De tre kommuner med den laveste gennemsnitsalder for gruppen er København, Ishøj og Aalborg. I disse tre kommuner er gennemsnitsalder under 44 år. I modsatte ende har man kommunerne Fanø, Ærø og Samsø, hvor gennemsnitsalderen for gruppen er over 51 år.
Ser man på ændringen i gennemsnitsalderen i kommunerne fra 2008 til 2016 er de største fald i kommunerne omkring København. Ishøj, Vallensbæk og Egedal er de tre kommuner, der har oplevet det de største fald i gennemsnitsalderen for beskæftigede med en læreruddannelse i perioden. Ærø, Faxe og Svendborg kommuner er de kommuner, hvor gennemsnitsalderen er steget mest.
Gennemsnitsalder for bosatte beskæftigede personer med læreruddannelse som højeste fuldførte uddannelse. 2016
Kilde: Særudtræk fra den registrerede arbejdsstyrkestatistik
Udvikling i gennemsnitsalder for bosatte beskæftigede personer med læreruddannelse som højeste fuldførte uddannelse. 2008-2016
Kilde: Særudtræk fra den registrerede arbejdsstyrkestatistik.
Flest kvindelige beskæftigede med en læreruddannelse i alle kommuner
Generelt er der flest kvinder i gruppen af beskæftigede, der har en læreruddannelse som højst fuldførte uddannelse. På landsplan var lidt under 65 procent af denne gruppe kvinder, og i samtlige kommuner boede der i 2016 flere kvindelige end mandlige beskæftigede med en læreruddannelse. Andelen af kvindelige beskæftigede med en læreruddannelse var størst i Stevns (72,1 pct.), Køge (71,7 pct.) og Frederikssund Kommune (70,9 pct.). De tre kommuner, der havde den laveste andel kvinder var Syddjurs (57,5 pct.), Læsø (59,1 pct.) og Odder Kommune (59,5 pct.).
Andel bosatte kvinder i beskæftigelse med læreruddannelse som højeste fuldførte uddannelse. 2016
Kilde: Særudtræk fra den registrerede arbejdsstyrkestatistik
Data til denne artikel er leveret af Pernille Stender. Har du yderligere spørgsmål til beskæftigede med en læreruddannelse som højeste fuldførte uddannelse, er du velkommen til at kontakte hende på psd@dst.dk eller 3917 3404.
[1] Endvidere omfatter undervisning også førskoleundervisning, specialskoler, gymnasier og erhvervsfaglige skoler, videregående uddannelsesinstitutioner, anden undervisning og hjælpeydelser i forbindelse med undervisning.