Hver niende danske mand dyrker Tour de France-sporten landevejscykling (opdateret)
Den typiske landevejs-cyklist er mand, mellem 50-69 år og fra Syd- eller Vestjylland. Sporten er mindre populær blandt kvinder og unge mennesker.
23. juli 2018 kl. 15:00 - Opdateret 5. juli 2019 kl. 15:00
Artiklen er opdateret med nyere tal for idrætsorganisationernes medlemstal.
Landevejscykling er en populær aktivitet blandt danskere. Således svarer 8 pct. af voksne danskere i spørgeskemaundersøgelsen ’Danskernes motions- og idrætsvaner,’ at de inden for de sidste 12 måneder regelmæssigt har dyrket landevejscykling.
Dermed indtager sporten sammen med gymnastik 6. pladsen på listen over de hyppigst udøvede idrætsaktiviteter blandt voksne danskere. Undersøgelsen ’Danskernes motions- og idrætsvaner foretages hver fjerde år, og fandt sidste gang sted i 2016. Undersøgelsen indeholder de nyest tilgængelige tal om danskernes motions- og idrætsvaner.
Top 10 idrætsaktiviteter blandt voksne danskere. 2016
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/idrvan01 og Idrættens Analyseinstitut. Undersøgelsen gennemføres hver fjerde år og spørger: Hvilke former for sport/motion har du dyrket regelmæssigt inden for de seneste 12 måneder?
Ifølge undersøgelsen er der en del flere mænd, end der er kvinder, som regelmæssigt trækker i cykeltøjet og rammer de danske landeveje. 11 pct. af de danske mænd dyrker landevejscykling regelmæssigt, mod 5 pct. af kvinderne.
Interessen for at bruge fritiden på et cykelsæde og taktikker for reduktion af vindmodstand stiger desuden med alderen, helt op til folk runder de 69 år, hvorefter interessen falder igen.
Således er sporten mest populær blandt de 50-69 årige, hvor 10 pct. dyrker sporten, skarpt forfulgt af de 30-49 årige, hvor 8 pct. gør det. Mindst populær er landevejscykling blandt de 16-19 årige, hvor 4 pct. svarer, at de dyrker sporten, efterfulgt af de 20-29 årige, hvor 5 pct. har dyrket landevejscykling inden for de seneste 12 måneder.
Voksne danskere som dyrker landevejscykling fordelt på køn og alder. 2016
Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/idrvan01 og Idrættens Analyseinstitut
POPULÆR SPORT I VEST- OG SYDJYLLAND
En anden indikation på hvor populær landevejscyklingen er, kan ses af antallet af medlemmer i idrættens organisationer.
Idrætsorganisationer for cykling har mest vind i sejlene i landsdelen Vestjylland, hvor der er 13 medlemmer af cykel-idrætsorganisationer pr. 1.000 indbygger. Vestjyderne bliver skarpt forfulgt af sønderjyderne, hvor knap 11 pr. 1.000 indbygger dyrker organiseret cykelsport i landsdelen.
Den enkelstående kommune, som har flest cykel-entusiaster pr. indbygger er sønderjyske Fredericia, hvor 25 borgere for hver tusind dyrker organiseret cykelsport. Af de Vestjyske kommuner ligger Herning i top med 17 medlemmer pr. 1.000 indbygger.
Medlemmer af cyklist-idrætsorganisationer pr. 1.000 indbygger. 2018
Kilde: www.statistikbanken.dk/IDRAKT01
Anm: Private cykelklubber indgår ikke i statistikken.