Ferietid er indbrudstid
Sommerferien er højsæson for indbrud. I 2017 blev der anmeldt over 600 indbrud i gennemsnit pr. uge i uge 27-29, der alle falder i juli måned. I alle ugerne mellem påske og efterårsferien var der til sammenligning i gennemsnit lidt over 450 indbrud pr. uge.
29. juni 2018 kl. 7:30
Antallet af anmeldte indbrud i beboelse er højere i sommerferien end i ugerne op til og umiddelbart efter, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2017 blev 671 indbrud i beboelse anmeldt i uge 28 – midt i juli måned. Også i uge 27 (620 indbrud) og 29 (594 indbrud) var antallet af indbrud relativt højt i forhold til resten af sommerhalvåret, hvor der i gennemsnit var 459 indbrud per uge fra påske til efterårsferien.
Også i andre ferier stiger antallet af indbrud.
”Tendensen med stigende indbrud i sommerferien går igen i en række andre skoleferier, så både vinterferie, påsken og efterårsferien ligesom sommerferien slår ud som toppe i statistikken over indbrud,” siger chefkonsulent, Lisbeth Lavrsen fra Danmarks Statistik.
Antallet af indbrud i 2017 var dog højest i ugerne i november og december og toppede i uge 48 med 862.
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på kriminalitetsstatistikken; statistikbanken.dk/straf10
Antallet af sommerindbrud falder
Antallet af indbrud har været relativt høj i sommerugerne i alle årene siden 2012. Men antallet af anmeldte indbrud i beboelse i uge 27-29 er faldet stødt fra 2.868 i 2012 til 1.885 i 2017. Det er et fald på 34 pct. Faldet i antallet af sommerindbrud følger et generelt fald i indbrud i løbet af hele året. I 2017 blev der anmeldt 29.147 indbrud mod 43.480 i 2012.
Kilde: Danmarks Statistik, særkørsel på kriminalitetsstatistikken; statistikbanken.dk/straf10
Relativt flest indbrud i Nordsjælland
På landsplan blev der begået 5,1 indbrud per 1.000 indbygger i 2017, men i flere kommuner nord for København var antallet noget højere. Gentofte Kommune toppede med 12,9 indbrud per 1.000 indbygger, viser statistikken over indbrud i beboelse i 2017. Efter Gentofte fulgte Rudersdal (12,1), Hørsholm (10,6), Helsingør (10,5) og Allerød (10,1) kommuner, der som de eneste havde mere end 10 indbrud per 1.000 beboer.
Brønderslev Kommune var den kommune uden for Region Hovedstaden med relativt flest indbrud i 2017. Her blev der begået 9,2 indbrud per 1.000 indbygger.
I den anden ende af skalaen blev der ikke anmeldt et eneste indbrud i ø-kommunerne Fanø, Læsø og Samsø i 2017. Udover disse kommuner var indbrudsraten per 1.000 indbygger lavest i Bornholm (0,3), Lemvig (0,9) og Struer (1,5) kommuner.
Anmeldte indbrud i beboelse per 1.000 indbygger. 2017
Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken.dk/STRAF22 og Statistikbanken.dk/FOLK1A
Artiklen er skrevet i samarbejde med chefkonsulent, Lisbeth Lavrsen, 39 17 31 03, lil@dst.dk.