Gå til sidens indhold

Hver syvende begravelse sker nu uden præst og salmer

På ti år er antallet af borgerlige begravelser steget med over 50 pct., mens kirkelige begravelser er faldet med 10 pct.

5. oktober 2018 kl. 10:44

Mens danskerne for længe siden har taget den borgerlige vielse til sig, så er det gået langsommere med at acceptere den borgerlige begravelse – altså begravelse uden præst og salmesang, hvor pårørende selv står for ceremoni og eventuelt bisættelse.

15 pct. af alle begravelser var i 2017 borgerlige mod 60 pct. af alle vielser.

begrav1

Kilde: www.statistikbanken.dk/KM4 & www.statistikbanken.dk/VIE307
Anm: Vielser og begravelser kan ikke summes til 100 pct., da vielser ved uoplyst vielsesmyndighed og begravelser ved andre trosamfund er udeladt.

Den hidtil højeste andel borgerlige begravelser

De seneste ti år er der dog sket en stigning på knap 54 pct. i antallet af borgerlige begravelser fra 5.099 begravelser i 2007 til 7.831 begravelser i 2017.

De borgerlige begravelser har år for år taget en større og større bid af årets samlede antal begravelser og stod i 2017 for hver syvende begravelse i Danmark.

Dermed er 2017 det år, der har den højeste andel borgerlige begravelser i den tiårige periode.

I samme periode er der sket et fald i kirkelige begravelser på 10 pct., hvilket i absolutte tal svarer til knap 5.000 begravelser på ti år (se figur 1). Bemærk, at der antalsmæssigt er meget stor forskel på borgerlige og kirkelige begravelser. Hvor borgerlige begravelser stadig ligger under 10.000 begravelser årligt, ligger kirkelige begravelser i omegn af 45.000 årligt.

begrav2

Kilde: www.statistikbanken.dk/KM4
Anm: Bemærk at der er stor forskel på de to figurers Y-akser i absolutte tal

Det samlede antal begravelser pr. år i perioden svinger mellem 50.000-55.000, og lå i 2017 på 52.500 begravelser.

begrav3

Kilde: Statistikbanken: www.statistikbanken.dk/KM4
Anm: Kun kirkelige og borgerlige begravelser

Fakta: Borgerlig begravelse

  • En borgerlig begravelse foregår uden kirkens og præstens medvirken.
  • Ved den borgerlige begravelse må pårørende selv forestå ceremonien og bestemme sangene.
  • Pårørende må selv holde mindeceremonien i deres stue eller have.
  • Hvis afdøde var medlem af folkekirken forstås det som afdødes ønske om, at der skal foretages en kirkelig begravelse eller bisættelse med mindre andet kommunikes.
  • Pårørende må grave urnen ned hos sig selv, hvis grunden er over 5.000 kvadratmeter, og de har fået tilladelse fra stiftsøvrigheden.

Kilder: Kirkeministeriet og Viborg Stifts Begravelsesvejledning

 

For mere information om statistikken, kontakt Dorthe Larsen: DLA@dst.dk

Kontakt

Dorthe Larsen
Telefon: 23 49 83 26