Danske fædre holder i gennemsnit under en måneds barsel
Fædre der var offentligt- eller privat ansat, tog i 2015 i gennemsnit mindre barsel end de to måneder, som EU vil øremærke til fædrene.
28. april 2017 kl. 7:30 - Opdateret 22. juni 2018 kl. 14:15
Danske fædre tager i gennemsnit noget mindre fædre- og forældreorlov, end de to måneder, som EU-ministerrådet har besluttet fremover at øremærke til fædrenes barselsorlov.
Nybagte fædre i Danmark – uanset om de havde ret til barselsdagpenge eller ej – var i gennemsnittet 25 dage på forældre- og fædreorlov i 2015, hvor de nyeste data er fra. Men også blandt fædre med ret til dagpenge under barsel var der langt til de ca. 61 dage, som to måneder svarer til. De holdt i gennemsnit 31 dages barsel.
Hvis begge forældre havde ret til barselsdagpenge tog fædre, der fik barn i 2015, i gennemsnit 30 dages forældreorlov. Hvis kun faren var dagpengeberettiget, tog han i gennemsnit 38 dages orlov.
Offentligt ansatte fædre tager længst barsel
Farens ansættelse havde imidlertid også betydning for, hvor lang tid han gik på orlov i 2015, viser den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik over de omkring 57.500 nye fædre i 2015. (Se tabel nederst.)
Privatansatte fædre tog i gennemsnit 25 dages orlov, hvis begge forældre havde ret til barselsdagpenge, og 32 dages orlov, hvis kun faren var dagpengeberettiget. Offentligt ansatte fædre modtog til sammenligning barselsdagpenge i 52 dage, hvis begge forældre var berettiget til dagpenge og 70 dage, hvis faren som den eneste havde mulighed for at få barselsdagpenge.
Fædre ansat i det private tog altså i gennemsnit kortere barsel, selvom de var den eneste, der var dagpengeberettiget, end fædre ansat i det offentlige, hvor begge forældre var dagpengeberettiget.
22 pct. tog ingen barsel
Blandt de fædre, der havde ret til barselsdagpenge, valgte 22 pct. barselsorloven fra. Andelen af fædre, der ikke gik på barsel, var med 30 pct. størst blandt dem, hvor moren ikke havde ret til barselsdagpenge. Hvis begge forældre havde mulighed for dagpenge under orloven, valgte 20 pct. af fædrene den helt fra.
Ligesom med længden af orloven gik fædre ansat i den offentlige sektor oftere på orlov end de privatansatte. Kun 9 pct. af de offentligt ansatte fædre valgte fædre- og forældreorloven fra. For de privatansatte var andelen 23 pct.
Mors barsel
Mødrenes barsel var ikke påvirket af deres ansættelse på samme måde som fædrenes. Mødrene gik i gennemsnit på barsel 298 dage, hvis begge forældre var berettiget til barselsdagpenge og 311 dage, hvis kun moren var berettiget. (Se tabel nederst.)
De offentligt ansatte mødre gik i gennemsnit på barsel fire dage længere end de privatansatte, hvis kun moren havde ret til dagpenge under barsel. Til gengæld gik de offentligt ansatte mødre på barsel syv dage mindre, hvis begge forældre havde ret til barsel.
Udsvingene i mødrenes barselsperioder er så små, at det tyder på, at andre faktorer spiller ind på orlovslængden.
Fars barsel siden 2007
Ser man på alle fædre – altså også dem, som ikke har ret til barselsdagpenge – steg den gennemsnitlige orlovslængde fra 21 til 25 dage fra 2007 til 2015, viser tal fra Danmarks Statistik. Længden på orloven har dog ligget på 25 dage siden 2010.
Blandt kvinderne er det gennemsnitlige antal dage på barsel faldet fra 242 til 231 fra 2007 til 2015.
Ligestillingsafdelingen i Udenrigsministeriet har tidligere udgivet denne pjece om fædre- og forældreorlov for forskellige grupper i 2003-2014.
Fars barsel
Begge forældre dagpengeberettiget |
Kun far dagpengeberettiget | Far ikke dagpengeberettiget |
|||||
Ansættelse | Fædre med barsel | Fædre ingen barsel | Gennemsnitlig barsel (dage) | Fædre med barsel | Fædre ingen barsel | Gennemsnitlig barsel (dage) | Fædre ingen barsel |
Alle | 32.133 | 8.219 | 30,0 | 5.235 | 2.230 | 37,9 | 11.202 |
Offentlig ansat | 7.402 | 674 | 52,0 | 954 | 180 | 70,0 | 462 |
Privat ansat | 23.436 | 6.741 | 24,9 | 3.745 | 1577 | 32,2 | 2.587 |
Ikke i beskæftigelse | 1.295 | 804 | 19,3 | 536 | 473 | 32,2 | 8.153 |
Mors barsel
|
Begge forældre dagpengeberettiget |
Kun mor dagpengeberettiget |
Mor ikke dagpengeberettiget |
||||
Ansættelse |
Mødre med barsel |
Mødre ingen barsel |
Gennemsnitlig barsel (dage) |
Mødre med barsel |
Mødre ingen barsel |
Gennemsnitlig barsel (dage) |
Mødre ingen barsel |
Alle |
40.103 |
249 |
298,1 |
5.072 |
71 |
311,2 |
13.524 |
Offentlig ansat
|
20.615 |
77 |
295,2 |
2.236 |
20 |
314,9 |
951 |
Privat ansat |
15.099 |
92 |
302,5 |
1.785 |
27 |
310,6 |
1.170 |
Ikke i beskæftigelse |
4.389 |
80 |
297,0 |
1.051 |
24 |
304,4 |
11.403
|
Note til tabellerne: Opgørelsen over forældrenes sektor bygger på den registerbaserede arbejdsstyrke i slutningen af november året før barnets fødsel. Der kan således være op til 13 måneder mellem tidspunktet for den registrerede sektor og barnets fødsel.