100 år med kvindekampdag: Mændene sidder stadig på den politiske magt
På trods af, at kvindernes internationale kampdag er blevet afholdt i mere end 100 år, er kvinderne stadig i undertal på den politiske scene.
7. marts 2017 kl. 13:00
Ved det seneste kommunalvalg i 2013 var mindre end 3 ud af 10 af de valgte byrådsmedlemmer kvinder. I 2009 og 2005 var situationen stort set den samme.
Mest mandsdomineret er byrådssalen i Brøndby, hvor kun to af de 19 rådsmedlemmer er kvinder. Men også i Sønderborg og Thisted er der langt mellem kvinderne. Kun fire ud af henholdsvis 31 og 27 er kvinder i de to jyske kommuner.
I 13 af de 98 kommuner var under 20 pct. af de valgte byrådsmedlemmer kvinder i 2013. I 39 kommuner var mellem 20 og 30 pct. af de valgte kvinder. Kun i to kommuner var kvinderne i overtal efter valget i 2013. I Gentofte var 11 ud af 19 kvinder efter valget. I Hillerød er der 14 kvinder og 13 mænd.
Selvom kvinderne er undertal er forskellen dog mindre end tidligere. Siden 1909 er andelen af kvinder steget fra under to pct. til omkring 30 pct. ved valgene i 2009 og 2013. Stigningen i kvinders andel af posterne i kommunalbestyrelserne tog fart i 1960’erne og fortsatte frem til valgte i 1989. I 90’erne stagnerede udviklingen omkring 27 pct., inden kvindernes andel i kommunalbestyrelserne igen voksede ved valget i 2009.
Anm: Data for kommunalvalget i 1970 mangler.
Flest mænd på valg
Blandt de opstillede kandidater er kvinderne også i undertal. Her er kønsfordelingen skævest i Vejen og Thisted, hvor 18 og 19 pct. af de opstillede kandidater var kvinder. På de følgende pladser på listen over kommuner med få kvindelige kandidater følger Vejle, Tønder og Mariagerfjord Kommuner. Og faktisk var ni ud af de ti kommuner med lavest andel kvinder blandt kandidaterne til kommunalvalget i 2013 jyske kommuner. Af de ti ligger kun Nordfyns Kommune ikke i Jylland. Her var 22,2 pct. af kandidaterne kvinder.
Samlet for hele landet var 30 pct. af de opstillede kandidater kvinder, og ikke i en eneste kommune var der flere opstillede kvinder end mænd. Tættest på kom kvinderne i Lyndby-Taarbæk Kommune, hvor 44 pct. af de i alt 100 kandidater var kvinder.
Christiansborg
Også i Folketinget og i regeringskontorerne er kvinderne underrepræsenteret. I alle danske regeringer siden 1901 har der været flere mandlige- end kvindelige ministre. Tættest på kønslighed kom Lars Løkke Rasmussens første regering fra 2009, hvor 42 pct. af ministrene var kvinder. Har var otte ministre kvinder og 11 var mænd. I den nuværende regering er 13 af de 22 ministre mænd, mens ni er kvinder, hvilket svarer til 37,5 pct.
Blandt Folketingets medlemmer er kvinderne også i undertal. Andelen af folketingsmedlemmer, der er kvinder, er ellers steget stødt fra omkring 1960 til valget 1998. Siden da har kvindernes repræsentation i Folketinget stabilt under 40 pct. I 2011 var 38,9 pct. af de valgte kvinder. Ved valget i 2015 faldt andelen til 37,1 pct.
Blandt de opstillede kandidater er udviklingen med stadigt flere kvinder også gået i stå. Udviklingen stoppede ved valget i 1987 og har derefter ligget stabilt omkring 30 pct. Kvindernes andel af opstillede kandidater var størst i 2011, hvor 33,2 pct. af dem på valg var kvinder. I 2015 faldt andelen til 31,3 pct.
Også i regionerne er kvinder underrepræsenteret. 60,5 pct. af de valgte til regionsrådene i 2013 var mænd. Skævest var fordelingen i Region Syddanmark, hvor 31 af 41 medlemmer var mænd. I Region Nordjylland var kvinderne derimod, som den eneste region i overtal. Her var 22 af de 41 medlemmer kvinder. Det svarer til 53,7 pct.