Gå til sidens indhold

Højest andel af selvstændige blandt indvandrere

Ikke-vestlige indvandrere er gode til at starte egen virksomhed. Det giver frihed og stolthed, men til gengæld går virksomhederne hurtigere ned, og de tjener markant færre penge end etniske danskere.

19. december 2012 kl. 15:00

Højest andel af selvstændige blandt indvandrere

Selvstændige indvandrere med ikke-vestlig baggrund fylder forholdsmæssigt mere på arbejdsmarkedet end selvstændige med dansk oprindelse. Nye tal fra Danmarks Statistiks publikation ”Indvandrere i Danmark 2012” viser, at 10,4 pct. af de ikke-vestlige indvandrere, som er i beskæftigelse, ernærer sig som selvstændigt erhvervsdrivende. For indvandrere fra vestlige lande er tallet 7,4 pct., mens det for personer med dansk oprindelse kun er 6,6 pct.

Andel selvstændige blandt beskæftigede*:
Ikke-vest. indvandrere: 10,4 pct.
Vest. indvandrere: 7,4 pct.
Etniske danskere: 6,6 pct.

Årsindkomst blandt selvstændige**:
Ikke-vest. indvandrere, 16-64 år: 206.462 kr.
Etniske danskere, 16-64 år: 455.729 kr.
Ikke-vest. indvandrere, over 65 år: 499.435 kr. Etniske danskere, over 65 år: 665.788 kr.

* = 2011
** = 2010

”Iværksætteri er noget, som vi normalt taler op, og som vi i Danmark lægger meget vægt på . Der er forskellige tiltag og planer for at fremme iværksætteriet, og så er det interessant, at der er kommet en gruppe til landet, som er disponeret for det, og som har en iværksætter-tilbøjelighed, som er næsten dobbelt så stor som hos danskere,” siger Hans Lassen fra konsulentvirksomheden Sisyfos.

 

Han har i en lang årrække arbejdet som selvstændig integrationskonsulent og er netop nu i gang med en ph.d.-afhandling, hvor han dokumenterer de ikke-vestlige indvandreres beskæftigelse på det danske arbejdsmarked fra 1996 til i dag.

Kulturelle forskelle
Allerede fra de yngre teenageår er det almindeligt i Danmark at begynde at tjene sine egne penge. Som avis- eller reklamebud, flaskedreng eller piccoline. Det er en del af den danske lønmodtagerkultur, og netop her findes en forklaring på det store antal selvstændige ikke-vestlige indvandrere:

”De kommer fra kulturer, som ikke er forankret i lønmodtagerkultur i samme omfang, som hvis man vokser op i Danmark, og de er ikke uden videre disponeret for lønmodtagerkultur i samme omfang, som etniske danskere er. De kommer fra områder, hvor det drive til at skabe sin egen fremtid og sine egne muligheder er mere udbredt. De har en meget høj grad af motivation for at tjene deres egne penge,” siger Hans Lassen.

Øverst på listen over andele af de beskæftigede, som er selvstændige, er indvandrere fra Libanon, hvor hele 20 pct. af de beskæftigede er selvstændige. Herefter følger pakistanere, men ellers er det personer med mellemøstlig baggrund - irakere, tyrkere og iranere - som placerer sig i toppen:

”Der er en enorm stolthed forbundet med at skabe sit eget. Det handler om friheden til at være herre i eget hus. Selvom der er en overrepræsentation i gruppen af personer på overførselsindkomst, så er det ikke noget, de synes, er fedt. Deres motivation kan ligge i at blive befriet fra kommunen.”

Én branche over dem alle
Når de ikke-vestlige indvandrere vælger at starte egen virksomhed, er især transportmiddelindustrien (10 pct.), transport-industrien (11,7 pct.) og branchen for telekommunikation (10,5 pct.) populære brancher at starte virksomheden indenfor. Den absolutte topscorer er dog hotel- og restaurationsbranchen. Af de selvstændige med ikke-vestlig baggrund på det danske arbejdsmarked i 2011, var hele 38 pct. virksomhedsejere i hotel- og restaurationsbranchen. Et højt, men ikke overraskende tal for Hans Lassen, som fremhæver flere grunde til, at iværksætterne kaster deres kærlighed på netop denne branche:

”Det er nemt at starte op inden for hotel- og restaurationsbranchen. Du behøver ikke store uddannelsesmæssige kompetencer for at kunne gå i gang. En faktor, som er også spiller ind, er, at de madmæssigt har noget at byde ind med. Der er en attraktion omkring deres madvaner, som i virkeligheden er en styrke, der er meget oplagt at få i spil. Og så kommer de jo fra lande, hvor de kender til branchen. De ved, hvad en restaurant, en café og et hotel er, så selve branchen er jo ikke helt ny,” siger Hans Lassen, som dog også vurderer, at det er en branche som etniske danskere vælger fra, da det er en meget konkurrencepræget branche med usikker indtjening.

Arbejdet bærer (måske) lønnen i sig selv?
For personer med anden oprindelse end dansk er lønnen faktisk vigtigere end for etniske danskere. Således viste en undersøgelse fra 2008 foretaget af Rockwool Fonden, at 30 pct. af de 15-24-årige med anden oprindelse end dansk og 34 pct. af dem på over 35 år fandt det vigtigt at have et job med høj løn. Hos personer med dansk oprindelse var procenterne henholdsvis 11 og 8.

Men faktisk tjener selvstændige indvandrere fra ikke-vestlige lande markant mindre end selvstændige med danske rødder. I 2010 var den gennemsnitlige årsindkomst hos førstnævnte gruppe i alderen 16-64 år 206.462 kr., mens den for etnisk danskere i samme aldersgruppe var 455.729 kr. I aldersgruppen fra 65 og derover var forskellen lidt mindre udtalt, dog tjener etniske danskere stadig klart mest med 665.788 kr. i årsindkomst mod 499.345 kr. for ikke-vestlige indvandrere.

Den markant økonomiske forskel skyldes blandt andet, at indvandrerne i så høj grad vælger at starte virksomhed i den konkurrencebetonede hotel- og restaurationsbranche:

”Der er en lavere omsætning, og der er simpelthen lavere indtjening i indvandrernes firmaer. Den tydelige tendens er, at der er dårlig overlevelse, når indvandrere starter firma op: de går hurtigere ned. Det er også interessant at se på de profiler, der starter virksomheder. Indvandrerne er generelt yngre, har en svagere uddannelsesbaggrund og et svagere økonomisk fundament. Der er til gengæld et enormt drive i forhold til hos unge danskere,” siger Hans Lassen.

Du kan læse meget mere om indvandrere og efterkommere i Danmark i publikationen Indvandrere i Danmark 2012.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70