Svage grupper tabes i den digitale udvikling
Den digitale kommunikation mellem borgerne og det offentlige er i fremgang. Men ikke alle grupper i samfundet får fordele af udviklingen – måske snarere tværtimod.
16. august 2012 kl. 15:00
Indberetningen til SKAT, bestilling af nyt sundhedskort, indmeldelsen af barnet i daginstitution. En stor del af kommunikationen med det offentlige foregår i dag digitalt, og det er helt efter planen. Den offentlige digitaliseringsstrategi for 2011-2015 har nemlig som mål, at 80 pct. af borgernes kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt i 2015. På nogle områder vil der som følge heraf endda blive indført obligatorisk digital selvbetjening.
Og danskerne er godt på vej. 65 pct. af de 16 – 89-årige har sendt oplysninger til det offentlige digitalt, og 81 pct. har et NemID, som er en forudsætning for den digitale kommunikation.
Umuligt for nogle at møde digitale krav
Men nogle grupper i samfundet ligger betydeligt lavere end gennemsnittet. Det gælder blandt andre de ældre.
Kun 41 pct. af de 65 – 74-årige og 16 pct. af de ældre over 75 år har indsendt oplysninger til det offentlige digitalt.
Tallene viser, at også uddannelsesniveau har en betydning. Kun hver anden uden videre uddannelse har sendt oplysninger digitalt, mens det gælder ni ud af ti med en lang videregående uddannelse.
De personer, som står uden for, kommer ikke til at få fordelene af den digitale udvikling. Tværtimod risikerer de at blive hægtet af dele af samfundet og få ekstra udgifter. Det mener professor på institut for it-ledelse på CBS, Niels Bjørn-Andersen, som desuden peger på, at også mange indvandrere og funktionelle analfabeter bliver hægtet af i den digitale udvikling.
”Konsekvenserne for de grupper er, at de måske ikke får søgt om tilskud, som de skal have, de får ikke søgt om, at barnet kommer ind på en daginstitution osv. Man risikerer ikke at kunne finde de oplysninger, der skal til, og det offentlige bliver ved med at punke én for noget, man ikke kan levere,” siger han.
Læs mere i Statistisk Tiårsoversigt 2012