Danske børn kommer tidligst i institution

I Danmark går 18 procent af alle børn under et år i daginstitution. Dermed er de danske poder de børn i Norden, der kommer tidligst i institution. Barselsregler er bare én af forklaringerne, mener professor.

19. december 2011 kl. 0:00

Af Helle Harbo Holm

En mor går med hastige skridt mod vuggestuen, hvor hun parkerer klapvognen og løfter sit barn op. Hun bærer barnet ind, for med sine bare ti måneder er det for lille til selv at kunne gå.

Situationer som denne er helt almindelig hverdag ved de danske daginstitutioner, og sådan har det været i mange år. Men retter man blikket mod vores nordiske naboer Norge, Sverige og Finland, vil situationer som denne høre til de absolutte sjældenheder. Her er der nemlig stort set ingen børn under et år, der bliver passet i institution.

I Danmark er det 18 procent af alle børn under et år, der er i daginstitution eller dagpleje uden for hjemmet, mens det er 4 procent i Norge, 1 procent i Finland og 0 procent i Sverige.

Også for de etårige børn er der en markant forskel mellem Danmark og de andre nordiske lande. 86 procent af de danske etårige går i institution, mens det er 71 procent af de norske etårige, 49 procent af de svenske og bare 30 procent af de finske.

Denne nordiske sammenligning fremgår af Nordisk Statistisk Årbog 2011.

Barselsregler forklarer ikke alt
En helt oplagt forklaring på, hvorfor danske børn starter så tidligt i institution i forhold til de andre nordiske lande, kunne være forskelle i barselsreglerne.

"Men barselsreglerne er kun en god forklaring i forhold til Sverige," understreger Jens Wamsler. Han er fuldmægtig i Beskæftigelsesministeriet og har et indgående kendskab til barselsreglerne.

I Sverige er den betalte barselsperiode væsentlig længere end i Danmark, men i Norge ligger reglerne tæt på de danske, og i Finland er den betalte barselsorlov faktisk en smule kortere.

Andel af 1-årige børn i daginstitution

Institutioner eller orlov - et spørgsmål om ideologi
Som professor ved Aalborg Universitet forsker Anette Borchorst blandt andet i ligestilling, barselsorlov og arbejdsmarkedet. Hun er ikke i tvivl om, at forklaringen også ligger andre steder end i reglerne.

"Jeg tror, den historiske udvikling i daginstitutionspolitiken og barselsorlovsreglerne har stor betydning, for den situation, vi ser i dag," siger hun.

I Danmark startede udviklingen af daginstitutionerne, som vi kender dem i dag, for alvor i 1964, hvor alle Folketingets partier vedtog en reform, der udløste en storstilet udbygning af børneinstitutionerne.

"Det skete med børnene i centrum. Det havde mindre med behovet for kvindelig arbejdskraft at gøre. Det handlede om pædagogik og børnenes udvikling. Man mente simpelthen det var godt for børnene," siger Anette Borchorst.

I Sverige havde man en anden type opfattelse.

"Her siger normen, at du er en dårlig mor, hvis du kommer dit barn i institution, inden det er fyldt et år. Der er en meget stærk norm om, at børn under et år hører hjemme i familien," forklarer Anette Borchorst.

For at imødekomme den holdning udbyggede man allerede i 1974 barselsorloven i Sverige i takt med, at kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet. Udvidelsen af orloven skete først senere i Danmark og i et mindre omfang.

"Danmark har fra starten prioriteret institutionerne i stedet for den lange barsel, og det er ikke noget, man bare lige laver om på," vurderer Anette Borchorst.

Finnere vælger hjemmet frem for institution
Finland er det land i Norden, hvor færrest små børn er i institution. Også her har der op gennem tiden været politiske diskussioner om, hvorvidt man skulle udbygge institutionerne eller kvindernes mulighed for at gå hjemme. I første omgang valgte man i 1973 at give alle børn ret til en institutionsplads, men senere blev loven udbygget, så det også blev muligt at få et tilskud til selv at passe sine børn eller få nogen til det i ens private hjem.

Den sidste ordning vandt ind i starten af 90'erne, hvor der var høj arbejdsløshed. Men efterhånden som arbejdsløsheden igen blev mindre, fortsatte mange kvinder med at blive hjemme hos børnene. Det fortæller Anneli Anttonen, der er professor i social policy på Tampera Universitet i Finland.

"Den generelle holdning har gradvist ændret sig, så det i dag er meget almindeligt, at folk mener, at børn under tre år skal passes hjemme af forældrene. En grund er, at man mener, det er godt for børnene, en anden er, at arbejdslivet er blevet så krævende, at alle pauser fra det er velkomne," fortæller hun.

Anneli Anttonen mener ikke, at Finlands geografi med de store tyndt befolkede områder har direkte indflydelse på, at færre finske børn er i institution. Indirekte mener hun dog, det har betydet, at der har været nogle stærke politiske kræfter, som har arbejdet for muligheden for, at børnene kunne blive i hjemmet de første år.

Færre finske kvinder vælger arbejdsmarkedet
I dag ligger de finske kvinders beskæftigelsesfrekvens således lidt lavere end i de øvrige nordiske lande. Kun 68 procent af de finske kvinder mellem 15 og 64 år, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i arbejde. I Danmark er det 71 procent, i Sverige 72 procent og i Norge 74 procent.

Et andet aspekt, som Anette Borchorst peger på, er, at finnerne har et mere traditionelt kvindesyn og mere traditionelle familiemodeller. De finske mænd er også dem, der holder mindst barsel i Norden. I 2010 tog finske mænd 7 procent af den samlede barselsorlov. De danske mænd ligger lidt højere med 8 procent, mens det i Norge er 15 procent og i Sverige hele 24 procent. Det fremgår ligeledes af Nordisk Statistisk Årbog.

Norge ligner Danmark mest
Det land, der ligger nærmest Danmark i forhold til tidlig pasning af de mindste, er Norge. Anette Borchorst mener endda, at ligheden er endnu større end det, tallene viser:

"Norge kom senere i gang med at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet og med at udbygge institutionerne, men de seneste ti år er udbygningen af daginstitutionerne gået stærkt. Når andelen af de yngste, der er i institution, er noget lavere i Norge end i Danmark, skyldes det nok primært den kontantstøtteordning, Norge har, hvor man kan få penge for at få børnene passet i hjemmet.  Det er imidlertid ikke primært mødrene selv, der passer børnene," siger hun.

Andel af børn i daginstitution fordelt på alder, årstal og lande

Hvilken løsning er mest hensigtsmæssig?
Stærke ideologier understøttet af lovgivning, forskelle i familiemønstre og udviklingen af velfærdsstaten er altså ifølge Anette Borchorst alle faktorer, som spiller ind på, hvor tidligt de nordiske børn starter i institution. Men hvilken af modellerne er så den mest hensigtsmæssige?

Det spørgsmål mener Anette Borchorst ikke har et entydigt svar. Det kommer nemlig an på gennem hvilken optik, man anskuer det.

Ud fra et børnesynspunkt påpeger hun, at der er analyser, som viser, at det er godt for børnene at komme i institutioner. Det styrker deres sproglige udvikling og kan være med til at bryde den sociale arv.

"Men man kan spørge sig selv, om det også gælder for børn under et år, og det er jeg ikke længere sikker på. Jeg har altid været fortaler for institutionerne, men gennem de seneste årtier er kvaliteten blevet væsentlig ringere," siger hun.

En anden optik er den samfundsøkonomiske.

"Vi står overfor et samfund med flere ældre og færre til at arbejde, og set i den optik er det godt for samfundet, at kvinderne kommer tidligt tilbage til arbejdsmarkedet," siger hun.

En tredje vinkel handler om ligestilling. Her kan der ifølge Anette Borchorst være det problem, at vi i Danmark og Finland kun har øremærket ganske få uger af barselsorloven til fædrene, som holdes sammen med moren. Derfor bliver det ofte kvinderne, der tager langt det meste af orloven, hvilket kan give en skævvridning - blandt andet i forhold til opsparing af pension.

Om den ene model er bedre end den anden, kan professoren ikke afgøre. Men hun har ikke længere lige så stor tiltro til den danske, som hun har haft.

"Børnevinklen er blevet markant nedtonet, og i dag lægges der først og fremmest vægt på, at kvinderne skal tilbage på arbejdsmarkedet. Det er ikke et frit valg, men et pres," mener hun.