Gå til sidens indhold

Faldende forbrug - nye værdier eller usikkerhed?

Det er et faktum, at privatforbruget er faldende - men hvorfor? Usikkerhed og nødvendighed, mener landets økonomer, mens en trendforsker ser det med helt andre øjne: Forbrug er blevet antistatus.

26. september 2011 kl. 0:00

Tallene er ikke til at tage fejl af - forbrugerne holder på pengene og det i en sådan grad, at det giver politikere og økonomer panderynker. De mener nemlig, at forbrugernes manglende vilje til at bruge penge gør det svært for dansk økonomi at komme ud af krisen.

Seneste opgørelse af nationalregnskabet viste således, at på trods af at bruttonationalproduktet var steget i andet kvartal i forhold til første kvartal, så var der stadig tale om en nedgang i privatforbruget på 0,3 pct. Det kom oven på et fald på 0,9 pct. i første kvartal.

Særligt sløjt ser det ud for detailhandlen, hvor der de seneste tre måneder har været fald. I årets første syv måneder lå detailsalget samlet set 1,4 pct. lavere end i den samme periode i 2010.

Nye værdier erstatter forbrug
Fra økonomernes side er der bred enighed om, at nedgangen i privatforbruget skyldes en usikkerhed i befolkningen, som gør, at folk vælger at spare op i stedet for at forbruge. Politikerne står derfor i kø for på hver deres måde at forsøge at skabe nogle rammer, som giver forbrugerne den tryghed, de mener, der skal til, før at de igen tør hive pungen op af lommen.

Men de mange tiltag vil ikke hjælpe noget på den lange bane, mener trendforsker Kirsten Poulsen fra Firstmove. Hun analyserer de tre procent af befolkningen, der udgør de såkaldte firstmovere - altså dem der sætter de værdier, som al erfaring viser, at den brede befolkning med tiden adopterer - og blandt den gruppe var der, allerede inden krisen satte ind, ved at ske et skred fra forbrug til antiforbrug.

"Det jordskred i værdierne er nu for alvor slået igennem hos firstmoverne, og det har affødt et direkte opgør med forbruget og forbrugssamfundet. Der kommer ikke gang i forbruget inden for de kommende år, for de her tendenser og nye værdier er i gang med at trænge ned gennem samfundet til masserne," siger hun og uddyber:
"Nøjsomhed, viden, ansvarlighed og solidaritet er de værdier, som nu er på dagsordnen, og de svinger ikke særligt godt sammen med forbrug, belastning af miljøet, affald og så videre."

 

2011-09-26 - Privat forbrgugsudgift - graf - Bag Tallene - Danmarks Statistik 

Grafen viser realvæksten i privatforbruget i procent i forhold til det foregående kvartal.

 

Holdningsændring eller usikkerhed?
Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen vil ikke afvise, at en holdningsændring er medvirkende til, at det er så svært at få gang i danskernes privatforbrug.

"Det kan sagtens være rigtigt, at der er de holdningsændringer, for forbruget er lavt i forhold til indkomsten. En del af faldet ligger også hos en del af befolkningen, som ikke har nogen grund til at bekymre sig om økonomien. De reducerer måske deres forbrug i takt med, at andre også gør det. Når naboen holder op med at købe ny bil, så ser de måske heller ikke lige så megen grund til at gå ud og gøre det," siger han.

Men han mener dog stadig, at den overordnede forklaring på det lave forbrug er direkte følger af krisen.

"Når man måler på forbrugertilliden, er den tilsvarende lav, og den siger jo noget om ens forventninger til ens egen og til landets økonomi. Hvis det bare var et spørgsmål om fravalg, ville der være mere optimisme," siger Las Olsen.

Også professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet Nina Smith anerkender, at trenden er der, men hun er skeptisk over for, hvor bred en tendens, der er tale om, og hvor tungt den vægter.

"Det er muligt, at den giver udslag i forbruget, men så tror jeg bare, at det bliver nogle andre ting, vi forbruger. Jeg tror ikke, at de unge pludselig bliver mere sparsommelige af den grund. Måske får de et andet og mere bæredygtigt forbrug, men det er stadig forbrug," siger hun.

Boligmarkedet som tungtvejende faktor
Både professoren og privatøkonomen medgiver, at de tiltag, der hidtil har været for at sætte gang i privatøkonomien, ikke har haft den store effekt, men her peger de blandt andet på det trængte bolig- og aktiemarked som en afgørende faktor frem for vilje.

"En af de ting, der er vigtige i forhold til folks forbrug, er deres formuer. Folk har mistet meget på boligmarkedet og aktiemarkedet, og det påvirker deres formuer og dermed den brede frygt for, hvad der sker. Derfor holder folk på pengene," mener Nina Smith, som bakkes op af Las Olsen vurdering:

"Boligmarkedet er afgørende for, hvor rige vi føler os. Hvis vores hus falder en halv million i pris, så føler vi, at vi har færre penge, også selv om det reelt ikke betyder meget for vores økonomi. Samtidigt er det i øjeblikket svært at sælge boliger, og det skaber en stor usikkerhed. For hvad nu hvis jeg rammes af arbejdsløshed og skal sælge huset, men ikke kan komme af med det? Så kan jeg havne i en økonomisk klemme, og derfor vælger jeg at spare op for en sikkerheds skyld," forklarer han.

Kirsten Poulsen mener da heller ikke, at forklaringen er sort hvid.

"Selvfølgelig er det nuanceret. Der er segmenter, der er mere økonomisk pressede end andre, men man holder også igen med forbruget, fordi det er blevet antistatus at forbruge for voldsomt. Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken, når jeg siger, at firstmoverne ikke gør det af nød, men udelukkende fordi de har lyst til det, og den lyst er også i gang med at blive udtalt hos den brede befolkning," siger hun.

Trendforsker: Højere forbrug kræver ændrede værdier
Firstmove's målinger på den trendsættende del af befolkningen viser, at en værdibølge typisk varer omkring otte til ti år, inden en modreaktion vinder ind. Kirsten Poulsens forventning er derfor, at man omkring år 2015/16 vil kunne måle et modtræk hos firstmoverne, og at det for alvor kommer til at slå igennem i befolkningen omkring 2020. Og først når værdierne igen skifter, kan vi forvente, at der kommer mere gang i forbruget.

"Så vi skal nok komme til at se forbrug igen, men det bliver et helt andet og mere skånsomt forbrug, som tager hensyn til CO2 og så videre. Vi vender ikke bare tilbage til tidligere værdier, men passer dem ind i den nye tidsramme," siger trendforskeren.

Den internationale økonomi er en vigtig faktor
Hvor lang tid der går, inden forbruget er tilbage på samme niveau som inden krisen, vil Nina Smith ikke spå om, men også hun er overbevist om, at det ikke ligger lige om hjørnet.

"Jeg tror, forbrugskvoten kommer tilbage til det tidligere niveau på et tidspunkt, men da vi ikke ved, hvor længe krisen varer, og om vi står overfor en nedsmeltning af hele den internationale økonomi, så ved jeg heller ikke, hvornår forbruget stiger igen. Hele den internationale økonomi er så bekymrende, at forbrugernes tillid ikke kommer tilbage lige med det første," siger Nina Smith.

Og netop fordi hun ser den internationale økonomi som en afgørende medspiller, tror Nina Smith heller ikke på, at de danske politikere alene kan vende udviklingen og skubbe forbruget i gang.

"Lige nu handler det bare om at styre uden om de værste ulykker og så lave en troværdig plan for den danske økonomi - det er ren krisestyring," konkluderer hun.

Set fra Las Olsens stol er udsigten til en stigning i forbruget heller ikke lige inden for rækkevide.

"Det her er en sejlivet forbrugskrise, og vi skal indstille os på en forholdsvis lang periode, hvor husholdningerne polstrer sig. Der er ikke så meget andet at gøre end at vente på, at husholdningerne synes, at deres opsparinger er så store, at de igen er parate til at bruge af dem," lyder økonomens forudsigelse.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70