Flest børn bliver født onsdag
Knap 63.000 børn så for første gang dagens lys i 2009. Flest blev født om onsdagen, mens færrest børn kom til verden om søndagen. I Region Sjælland bliver flest dog født tirsdag, mens kvinderne i Midtjylland oftest fødte torsdag.
12. februar 2010 kl. 0:00
For langt de fleste kvinder er det at blive mor noget af det største i livet. Men der er stor forskel på, hvornår det sker. Ikke bare hvornår i livet eller hvornår på året, men også hvornår i løbet af ugen.
I 2009 så knap 63.000 børn dagens lys. Flest af disse blev født om onsdagen. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Fødslerne blev ellers delt nogenlunde jævnt ud på ugens fem første dage. Alligevel skiller onsdag sig altså ud. Her kom 15,5 pct. eller lidt over 9.700 af de knap 63.000 nyfødte børn i 2009 nemlig til verden. Men der er altså tæt løb i hverdagene.
Således ligger torsdag lige efter med kun 80 færre fødsler, mens tirsdag som den tredjemest typiske dag at føde i 2009 havde 90 færre fødte.
Færrest fødsler søndag
Færrest bliver født en af dagene i weekenden. Aktiviteten på fødegangene var i 2009 kun lidt livligere lørdag end søndag. Ugens sidste dag tegnede sig for under 12 pct. af ugens fødsler - svarende til omkring 2.300 fødsler færre end om onsdagen.
- Vi har ikke så mange planlagte kejsersnit fredag, lørdag og søndag, ligesom vi normalt heller ikke sætter fødsler i gang de dage medmindre det er tvingende nødvendigt. Det er dyrere at kalde personale ind i weekenderne, siger afdelingsjordemor på Hvidovre Hospital Kit Hansen til netmagasinet Bag Tallene.
Op imod hver tiende fødsel i Danmark sker på Hvidovre Hospital, og fødeafdelingen markerer sig derfor som landets største. Kit Hansen forklarer, at onsdag er fast dag til planlagte kejsersnit.
- Det kan være medvirkende til, at flest børn bliver født onsdag, bemærker hun.
Drenge bliver født torsdag
Børn er forskellige, og piger og drenge er ofte meget forskellige. Mere overraskende er det nok, at der også er forskel på, hvilken ugedag piger og drenge typisk bliver født.
For mens flest piger blev født en onsdag i 2009, ventede drengene en dags tid mere med at blive født til torsdag.
Ud af de omkring 30.500 fødte piger i årets løb blev 4.800 eller knap 16 pct. født onsdag. Tirsdag var den næstmest typiske dag at føde en pige. Der blev født lidt flere drenge end piger. Blandt de næsten 32.300 fødte drenge kom lidt over 5.000 - eller knap 16 pct. - til verden en torsdag. Onsdag var den næstmest typiske dag at føde en dreng.
- En forklaring kan være, at drenge ofte er større end piger. Det tager som regel længere tid at føde, hvis barnet er stort. Mindre børn giver som regel også ofte mindre komplicerede fødsler, fortæller afdelingsjordemor Kit Hansen.
Regionale fødselsforskelle
Der er ikke kun forskel på, hvornår piger og drenge bliver født. Der er også store regionale forskelle på, hvornår kvinder typisk føder.
Om nyfødte børn og deres mødre generelt er lidt hurtigere i Region Syddanmark og Region Nordjylland skal være usagt. Alligevel gælder for begge regioner, at flest børn bliver født om mandagen.
I Region Sjælland kommer markant flere børn til verden om tirsdagen end nogen anden dag i ugens løb. Der blev født flest om onsdagen i Region Hovedstaden i 2009, mens børnene i Region Midtjylland typisk lod vente på sig helt til torsdag.
- Min bedste forklaring på de regionale forskelle er, at der er forskel på, hvilke ugedage fødeafdelingernes planlagte fødsler typisk ligger, siger Kit Hansen fra Hvidovre Hospital.
Der blev født flest børn i juli i 2009, mens færrest fødsler lå i februar, der dog også var årets korteste måned. November tegnede sig med 163 fødte som den måned med gennemsnitligt færrest fødsler pr. dag. Juli toppede med gennemsnitligt 184 daglige fødsler.
Hvis du vil videre
Læs mere om fødsler i Nyt fra Danmarks Statistik - Befolkningens udvikling 4.kvt. 2009. Du kan også selv gå på opdagelse i tallene i Statistikbanken på www.statistikbanken.dk/bev3a og www.statistikbanken.dk/fodie.
Tilmeld dig nyhedsbrev
Foto: Ingram.
Denne artikel er offentliggjort 12. februar 2010.