Gå til sidens indhold

Den nye skoleelev hedder Mikkel

Over 60.000 forventningsfulde børn begynder i skole for første gang i august. Danmarks Statistik tegner her et portræt af den typiske nye skoleelev.

4. august 2008 kl. 0:00

Med skoletasken på ryggen, penalhuset pakket og madpakken smurt drager titusinder af børn her i august for første gang nogensinde af sted i skole. Glade og fulde af forventninger til de næste mange års skolegang.

Der er flere drenge end piger blandt de 65.825 børn, som blev født i 2002, og som forventes at have første skoledag i denne måned. Drengene udgør 51 pct. af årgangen, mens pigerne tegner sig for 49 pct. af de seksårige.

Mikkel er det mest populære navn blandt drengene fra 2002. Der er altså størst sandsynlighed for, at der går en Mikkel i klassen. I alt bærer 923 drenge i årgangen navnet. Mads følger lige efter med 918, mens Frederik, Mathias og Christian også ligger i toppen af navnelisten for seksårige. Blandt pigerne topper Sofie med 976 navngivne i 2002.

 

Hver ottende starter i privat skole

Mikkel kan ligesom hovedparten af alle folkeskoleelever se frem til at begynde i en offentlig folkeskole. Hele 88 pct. af de nye skoleelever fik sidste år undervisning i en offentlig folkeskole, mens 12 pct. blev undervist på privat skole.

Målt på landets fem regioner bor de fleste seksårige i Region Hovedstaden. Her har 29 pct. af alle børn født i 2002 nemlig bopæl. Lige efter følger Region Midtjylland og Region Syddanmark med hhv. 24 pct. og 22 pct. af børnene født i 2002.

Mikkel bor i parcelhus. Det gør over halvdelen af hans klassekammerater også. Mens 58 pct. af de seksåriges senge altså står i et parcelhus, lever 11 pct. i række-, kæde- eller dobbelthus og 22 pct. i lejlighed.

Når Mikkel får fri fra skole, tager han i skolefritidsordning (SFO). De seneste tal viser, at 71 pct. af hans jævnaldrende kammerater gør det samme, mens 12 pct. slet ikke benytter sig af offentlige pasningstilbud.

 

Tre ud af fire bor med begge forældre

Hjemme i parcelhuset venter både mor og far, når Mikkel kommer fra SFO'en - når de da ikke er på arbejde. Tre ud af fire på alder med Mikkel bor nemlig med begge deres forældre. Hver ottende bor udelukkende med sin mor og hendes eventuelle partner, mens det kun er en ud af 71, som deler adresse med sin enlige far og hans eventuelle partner.

En seksårigs forældre har typisk begge en erhvervsmæssig eller kortere videregående uddannelse og får hovedsageligt løn på grundniveau. Mens 11 pct. af fædrene ikke arbejder og derfor lever af overførselsindkomst, er tallet for mødrene hele 22 pct. Til gengæld forsørger knap 4 pct. af mødrene sig som selvstændige, mens tallet for fædrene er 9 pct.

Mikkel har som de fleste andre seksårige én bror eller søster. I hans tilfælde en søster, da en søskende oftest er af modsatte køn. Faktisk kan næsten halvdelen af de seksårige bryste sig med at have præcis én bror eller søster, hver tredje har to søskende, og en ud af ti glæder sig over tre søskende. En enkelt dreng på seks år tegner sig dog for den ubetinget største søskendeflok med sine i alt 18 søskende. I den modsatte ende af skalaen ligger 7 pct. af de seksårige, som er enebørn.

 

Svømning er populært hos begge køn

De dage Mikkel ikke tager direkte hjem fra SFO, drager han som regel til fodbold og svømning. Begge sportsgrene er de mest populære blandt de yngste drenge, der deltog i den seneste undersøgelse om deres kulturvaner. Mikkels klassekammerat Sofie bruger også sin fritid på svømning, men gymnastik står næsthøjest på listen over de yngste pigers yndlingsaktiviteter.

Med sidste års 237.000 kontakter til lægen for seksårige, kan Mikkel i det nye skoleår regne med at skulle til lægen hver 15. uge svarende til over tre gange om året. Han kan dog håbe på, at han ligesom knap 9 pct. af de seksårige i fjor slet ikke har brug for at kontakte en læge.

Når Mikkel ligger i sin seng om aftenen, kan han tænke tilbage på en dag, der typisk begyndte med brød med pålægschokolade eller marmelade eller med morgenmadscerealier som fx cornflakes eller havregryn. De seksårige er ifølge Fødevareinstituttet nemlig nogle af de bedste i befolkningen til at spise morgenmad. Hele 91 pct. indtager regelmæssigt det, som ernæringseksperter ynder at kalde dagens vigtigste måltid. Det kunne de 19-24-årige godt lære noget af. Her spiser kun hver anden regelmæssigt morgenmad.

 

Tre ud af fire spiser frokost hver dag

Madpakken i skolen består som regel af rugbrød med pålæg i form af leverpostej og spegepølse. Det er dog kun tre ud af fire blandt de seksårige, der i det hele taget spiser frokost hver eneste dag. Hver fjerde har grønt med til frokosten hver dag, mens lige så mange aldrig spiser grønt til madpakken.

Til gengæld er det kun 13 pct., der aldrig spiser grøntsager til aftensmaden. Her kaster Mikkel sig oftest over gryderetter. Men også kylling står i høj kurs for den seksårige fyr.

Efter sådan en dag burde Mikkel ifølge børnelæger ligge roligt i sin seng ved 20-tiden og sove senest en time senere. På den måde får han den optimale søvn på 10 timer for et skolebarn, så han er frisk og klar næste morgen til en ny dag i skolen.

 

Hvis du vil vide mere, kan du selv gå på opdagelse i tallene fra


Foto: Scanpix.

Denne artikel er offentliggjort 4. august 2008.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70