Talkrige er svært stof for journalister

Talkrige breder sig i medierne, og journalister har ofte svært ved at gennemskue sagerne. Dårlig talforståelse er ikke hele forklaringen - journalisternes egne succeskriterier står også i vejen.

29. november 2006 kl. 0:00

Er der færre eller flere pædagoger i daginstitutionerne? Bliver der skåret ned på gymnasierne eller ej? Fik kommunerne flere penge eller ej? Talkrigene raser ofte i medierne, hvor partier, organisationer og myndigheder skyder efter hinanden med analyser og udregninger som ammunition.

For avislæsere og tv-seere kan det være mere end svært at få øje på sagens kerne gennem tallenes tåger. En af årsagerne er, at journalisterne er for dårligt rustede til at gå i krig med indviklede sager med tal og beregninger i.

- Større og større dele af den offentlige debat og de politiske beslutninger er baseret på tal, så journalisters manglende forståelse for tal er nærmest farlig, siger medieforsker Preben Sepstrup, som i en del år har studeret journalisters og mediers brug af tal og undersøgelser.

Han mener, at journalister er alt for lidt kildekritiske over for de tal, de bringer videre. Det har både organisationer, virksomheder og partier opdaget. Derfor er der flere og flere, der skaffer sig medieomtale ved at lancere deres budskab sammen med en undersøgelse eller en analyse.

Troels Mylenberg, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, mener, at journalisterne - blandt andet på grund af deres relativt korte uddannelse - er for dårligt rustede til at tackle hæren af økonomer og lignende hos ministerier, partier og organisationer.

- Flere og flere ting bliver vanskeligere at forstå, og organisationer og partier bliver bedre og bedre til at håndtere pressen. Den eneste måde, journalisterne kan komme om ved det, er ved at have mere indsigt, siger Troels Mylenberg.

Strid vigtigere end sandhed

Men også journalisternes arbejdsmåde og mediernes egne succeskriterier står i vejen, mener medieforsker Preben Sepstrup.

- En strid er en bedre historie end en sandhed. En journalist får flere klap på skulderen ved at skrive tre-fire artikler, hvor folk med tal i hånden beskylder hinanden for alt muligt, frem for at skrive én artikel, der viser at parterne bruger forskellige regnemetoder, siger han.

Christine Cordsen, politisk reporter gennem mange år for Politiken, er ikke ubetinget enig.

- Det har nok mere været sådan tidligere. Men jeg oplever positive tilbagemeldinger, både fra læsere og fra min avis, når jeg har prøvet at redegøre for, hvorfor de forskellige parter regner sig frem til forskellige tal, siger hun.

Et konkret eksempel på den slags talkrig er eftersommerens strid mellem regeringen og pædagogernes fagforening BUPL om, hvorvidt der manglede personale i daginstitutionerne eller ej. 

Medierne brugte megen plads på at videregive parternes relativt voldsomme angreb på hinanden, mens der gik nogen tid, før der blev skrevet om, hvorfor de to parter havde fået helt forskellige resultater ud af at regne på de samme tal fra Danmarks Statistik: Familieministeriet havde udregnet tal for normeringen på landsplan, mens BUPL havde regnet på personalebehovet, hvis man skulle tage højde for, at der var kommet flere helt små børn i de aldersintegrerede institutioner.

- Jeg tror ikke, det er manglende lyst til at sætte sig ind i tallene der gør, at man skriver artiklen om parternes beskyldninger først. Det er snarere afmagt, fordi man ikke kan nå at sætte sig ind i sagen på den begrænsede tid, man har til rådighed, sige Christine Cordsen.

For mange deadlines

Tidspresset har altid været en del at pressens vilkår, men med den rivende udvikling af tv og internetmedier er det vokset yderligere. 

- Journalister har flere og flere deadlines i løbet af dagen, blandt andet fordi de skal aflevere stof til netmedierne. Der er ikke tid til lige at tage en kop kaffe og tænke over, hvad en sag egentlig handler om. Eller til at regne et procenttal ud, siger Troels Mylenberg.

Han vurderer, at udviklingen i retning af mere overfladisk journalistik på længere sigt er til skade for medierne selv.

- Journalister skal prøve at komme så tæt på sandheden som muligt. Ellers skal borgere og læsere bare ud og finde sandheden et andet sted. Og hvad skal de så bruge avisen til? Det burde være journalistens job at finde ud af, hvem der har ret, når nogen strides, siger han.

Christine Cordsen peger på, at medieudviklingen også medfører, at der bliver længere mellem journalister med indsigt. For at kunne skrive indsigtsfuldt om for eksempel finansloven, er hun selv afhængig af at kunne ringe og konsultere embedsmænd og økonomer, men den slags netværk og indsigt kræver typisk, at man beskæftiger sig med samme område igennem en årrække.

- Tendensen indenfor medierne er gået i retning af, at færre journalister sidder med deres egne stofområder, mens flere er generalister. Det gør det sværere at skrive den her slags historier, siger hun.

For mange jobskift

Journalisters typiske karriereveje er heller ikke fremmende for grundighed, indsigt og evnen til for eksempel at tackle tal og analyser.

- Som journalist gør man karriere og får højere løn ved at skifte job tit. Man burde i stedet belønne folk for at blive ved med at gøre det, de er gode til. For eksempel ved at udnævne dygtige folk til seniorreportere og give dem en højere løn, ligesom man gør i USA eller Tyskland, siger Troels Mylenberg.

Endelig er der selve rekrutteringen til journalistfaget, hvor journalistuddannelses-lederen affyrer denne bredside:

- De mennesker, som gerne vil være journalister, er ikke særligt orienterede mod tal. Den typiske journalist har rod på skrivebordet og arbejder impulsivt. De kan bedst lide, at der sker noget her og nu. Ofte er journalister mere optaget af at være med, hvor tingene sker, og af at tale med de vigtige personer, end af at sætte sig ind i substansen af en sag.

 Denne artikel er offentliggjort 29. november 2006