Nye biler tager på i vægt
Danskernes biler bliver tungere og tungere. De nye personbiler i forhandlernes udstillingsvinduer tager 12 kg på om året. I dag vejer en nyregistreret personbil i gennemsnit 1147 kg, mens antallet af personbiler på mere end 2 tons er steget med 135 pct. på fire år.
4. juli 2005 kl. 0:00
Bilerne på de danske landeveje får stadig mere fedt om livet. Siden 1998 er vægten af husholdningernes personbiler steget med 12 kg om året i gennemsnit. Familiernes nyregistrerede personbiler vejer nu i gennemsnit 1147 kg, og udviklingen går kun én vej - mod tungere og tungere personbiler.
Konsekvensen er, at en stor del af effekten af de seneste års stadig mere energibesparende motorer bliver spist op af bilernes stigende vægt. En standardbil på 1000 kg burde køre 3,6 km længere på literen end i 1998 som en følge af den forbedrede motorteknologi. Men tungere biler betyder, at familiernes nye biler i dag i gennemsnit kun kører 2,2 km længere på literen end en ny bil i 1998.
Mere udstyr - bedre sikkerhed
Ifølge bilteknisk redaktør ved FDM's medlemsmagasin, Motor, Søren W. Rasmussen, skyldes udviklingen først og fremmest, at bilerne er blevet større og mere sikre. Men til dels også, at bilisterne er blevet mere magelige.
"Bilernes karrosseri er blevet markant forstærket i forhold til tidligere. Det har betydet bedre sikkerhed, men naturligvis også højere vægt. Samtidig har de nye biler i dag airbags og andre sikkerhedskonstruktioner, som ikke fandtes tidligere," siger Søren W. Rasmussen. Han peger også på, at bilisternes krav om bedre komfort har betydet, at flere og flere biler bliver leveret med relativt tungt ekstraudstyr som eksempelvis airconditionanlæg.
Småbilerne er forsvundet
For 25 år siden var det biler som Citroën 2CV, Renault 4, Fiat 127 og en række andre småbiler, der dominerede på de danske landeveje. Ud over at være meget populære havde mange af disse biler også det til fælles, at de havde en egenvægt på under 700 kg. Småbilernes popularitet skinner tydeligt igennem i statistikken fra dengang. I 1980 vejede halvdelen af den danske bilbestand under 800 kg Og 80 pct. af de danske biler vejede under 1000 kg.
Siden er der blevet luget kraftigt ud i bestanden af små og lette biler. De klassiske småbiler er i løbet af årene blevet udskiftet med nye og langt tungere modeller. På 25 år er de mindste personbiler forsvundet fra statistikken. Sidste år vejede kun 13 pct. af personbilerne under 800 kg. Samtidig er det langt under halvdelen af bilparken - 40 pct. - som vejer under 1000 kg. I dag vejer de fleste biler mellem 1000 og 1500 kg.
Sværvægtere i fremmarch
Der bliver flere og flere supersværvægtere blandt personbilerne i den danske bilpark. I de seneste år er der sket en kraftig stigning i antallet af personbiler, som vejer mere end 1500 kg. Og hvis vi nøjes med at se nærmere på statistikken over de tungeste biler - personbiler med en egenvægt på over 2000 kg - bliver udviklingen endnu mere markant. I denne gruppe af personbiler findes en række markante luksusvogne, heriblandt de terrængående Sport Utility Vehicles (SUV) som BMW X5 og Mercedes ML 250/350. Sidste år var der indregistreret 11.135 personbiler på over 2000 kg - en stigning på 135 pct. på blot fire år. For 25 år siden var personbiler i denne vægtklasse nærmest ikke eksisterende, idet der i 1980 blot var indregistreret 514 personbiler med en egenvægt på over 2000 kg.