Korte pigenavne på mode
Pigenavnene Selma og Ella er kommende modenavne. Navneforsker Eva Meldgård kigger i krystalkuglen og forudser, at de nyfødte piger i stort omfang vil få de samme fornavne som deres oldemødre. Meget tyder samtidig på, at fremtidens pigenavne skal være korte.
4. marts 2005 kl. 0:00
Fornavne får comeback med omkring 100 års mellemrum. To af de korte navne, som piger blev døbt i hobetal omkring år 1900, var Selma og Ella. Det er dem, pensioneret navneforsker, dr.phil. Eva Meldgård peger på, når hun kigger i sin krystalkugle for at spå om, hvilke navne der kommer på mode i 2010.
De korte pigenavne
Det veksler fra generation til generation, om forældre foretrækker lange eller korte navne til deres små poder. Meget tyder på, at den nuværende forældregeneration foretrækker korte pigenavne. I en samtale med Netmagasinet Bag Tallene oplister Eva Meldgård en stribe korte pigenavne, som alle klang hyppigt under dåbsritualerne omkring år 1900: Emma, Selma, Ella, Alma, Asta, Rosa, Stella og Erna. Eva Meldgård forudser, at disse navne vil få fremtrædende placeringer på de kommende års lister over de mest populære pigenavne.
Danmarks Statistik har i januar 2005 oprettet et navnebarometer, som tegner en kurve for et fornavns popularitet siden 1985. Med navnebarometeret kan Danmarks Statistik nu vise de aktuelle
tendenser - og i de fleste tilfælde bekræfte navneforskerens hypotese om, at de korte pigenavne kommer på mode:
- Selma og Ella er gået kraftigt frem siden midten af 1990'erne med et stort spring fra 2002 til 2003.
- Alma har ligeledes været på kraftig fremmarch, men nåede dog sit foreløbige højdepunkt i 2002 med 114 navngivninger, 5 mere end i det følgende år.
- Emma nåede sin maksimale udbredelse i 1998, hvor 1.047 fik navnet. Emma var det mest populære pigenavn i 1999, 2001, 2003 og første halvår af 2004 (se top-50 her).
- Asta er steget støt siden 1991 og nåede i 2003 for første gang over 100 navngivninger.
- Rosa havde et relativt succesfuldt 2001 med 83 nye personer i folkeregisteret, og fik efter et magert 2002 ny vind i sejlene i 2003 med 80 små pigebørn.
- Stella har foreløbig ikke kurs opad, men har siden 1985 ligget nogenlunde stabilt på omkring 20 navngivninger om året.
- Erna er heller ikke ligefrem blevet et hit endnu: Siden 1985 er kun ti piger blevet døbt dette navn.
Smitter som virus
Mens nogle navne - som Peter og Marie - har en nogenlunde stabil udbredelse i kirkebøgerne, svinger andre voldsomt. Engelske drengenavne som Brian og Dennis har styrtdykket siden 1985, ligesom 1950'er-favoritterne Jan og Kim er gået bag af dansen siden deres velmagtsdage som drengehelte.
Men hvad skyldes op- og nedturene? Eva Meldgård sammenligner brugen af et modenavn med en virus, der pludselig breder sig - for så på et tidspunkt at aftage kraftigt. Når et navn er kommet på top-10 og har nået sin største udbredelse, kan det i nogle tilfælde miste sin popularitet i løbet af få år.
Bibelske drengenavne populære
For tiden er bibelske drengenavne meget populære. Det gælder fx Lucas (Lukas), Marcus (Markus), Simon, Andreas, Noah (Noa), Daniel, Jonathan (Jonatan), David, Elias og Adam - navne med en placering på den seneste top-50 fra første halvår af 2004.
Pige- og drengemoderne følges imidlertid ikke nødvendigvis ad. Der er ganske få bibelske pigenavne på den seneste liste over de 50 mest populære pigenavne. Sara(h) og Rebecca (Rebekka), der begge nåede deres største popularitet i år 2000, er blandt de få bibelske navne på pigernes top-50.
Født 1938.
Dr.phil., pensioneret navneforsker.
Har ud over videnskabelige værker bl.a. udgivet bestselleren Den store navnebog og Morgendagens modenavne samt - til glæde for sine børn - Kattens navn.
Er for tiden i gang med at skrive en bog om muslimske fornavne i Danmark.