Gå til sidens indhold

Dansk enegang i Eurostat

For første gang nogensinde har Danmarks Statistik afvist at tilslutte sig Eurostats arbejdsprogram for det kommende år. Ifølge rigsstatistiker Jan Plovsing bør Eurostat gøre en langt større indsats for at luge ud i de statistikker, som er mindre vigtige.

20. januar 2005 kl. 0:00

Dansk utilfredshed med Eurostats indsats for at luge ud i mindre vigtige statistikker fik i slutningen af 2004 Danmarks Statistik til at afvise EU's statistiske arbejdsprogram for 2005. Det er første gang nogensinde, at Danmarks Statistik har taget dette skridt, og skønt en række øvrige lande tilsluttede sig den danske kritik, var det kun Danmark og Tyskland, som tog det usædvanlige skridt at afvise programmet. Det danske og tyske skridt får dog ingen praktisk betydning, eftersom de øvrige EU-lande tilsluttede sig arbejdsprogrammet.  
 
Nye statistikker
Arbejdsprogrammet fra Eurostat er et katalog over nye statistikker, som medlemslandene skal udarbejde til EU-kommissionen. Når der kommer flere punkter i arbejdsprogrammet, skal Danmarks Statistik påtage sig nye arbejdsopgaver og bruge mere tid på at lave statistik til EU. 

Flere krav fra Eurostat
"Arbejdsprogrammet for 2005 udgør en klar udvidelse af det samlede aktivitetsniveau. Det har vi ikke ressourcer til, og derfor ser vi os ikke i stand til at efterkomme de mange nye krav fra Eurostat," siger Jan Plovsing. "Eurostat har en klar forpligtelse til at gøre sit yderste for at begrænse statistikker, som ikke længere har væsentlig samfundsmæssig betydning. I øjeblikket lever Eurostat ikke op til denne forpligtelse," siger Jan Plovsing. Han finder en sådan indsats helt nødvendig for at kunne frigøre ressourcer til at etablere en række vigtige nye EU-statistikker, som EU-landene skal udarbejde i den kommende tid, bl.a. om informationssamfundet og befolkningens levevilkår. "Det handler ganske enkelt om viljen til at prioritere," mener Jan Plovsing. 
  
Utilstrækkelige resultater
Jan Plovsing peger samtidig på, at nogle af kravene fra Eurostat betyder, at det danske erhvervsliv bliver pålagt flere administrative byrder, fordi virksomhederne skal indberette flere oplysninger til Danmarks Statistik.
"Vi er glade for, at Eurostat i den seneste tid er gået i gang med at identificere de statistikker, som ikke længere har væsentlig samfundsmæssig betydning med henblik på at nedlægge eller reducere dem. Men vi mener, at resultaterne har været alt for utilstrækkelige."   
Danmark har i øjeblikket formandskabet for en fælleseuropæisk task force, som skal identificere statistikkrav, der ikke længere har væsentlig samfundsmæssig betydning med henblik på at nedprioritere eller ligefrem bortskære dem.  

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70