Tedrikkerne vælger grønt
Importen af grøn te slår alle rekorder. Mens importen af sort te er stabil, er efterspørgslen på den grønne variant tilsyneladende endeløs. Helsekosteksperter er dog enige om, at det ikke er smagen, der får folk til at putte grønne teblade i kanden med kogende vand.
19. oktober 2004 kl. 0:00
Flere og flere danskere gør som afdøde formand Mao i Kina, og drikker grøn te hver dag.
I de første fem måneder af 2004 steg nettoimporten af grøn te til det danske marked med 42 pct. i forhold til samme periode året før. Set i forhold til samme periode for fire år siden er importen af grøn te nu steget med 194 pct. Det viser et udtræk fra Danmarks Statistiks opgørelse over importen. I alt blev der importeret næsten 80 tons grøn te til de danske forbrugere i perioden januar til maj 2004.
Harsk smag
En række importører af grøn te vurderer samstemmende, at et stort antal artikler i aviser og ugeblade om grøn tes mulige sundhedsfremmende virkning, har gjort indtryk på folk. Udviklingen er kommet så vidt, at mange bagerier nu sælger brød med en tilsætning af grønne teblade. Til gengæld tror de færreste, at den grønne tes popularitet udelukkende skyldes, at danskerne pludselig er blevet vilde med den harske smag af grøn te.
"Der er jo ingen tvivl om, at smagen er ganske udansk," siger Peer Christensen fra virksomheden Natur-Drogeriet, der importerer grøn te til det danske marked.
Grøn te er blandt andet blevet populær som slankemiddel, fordi teen angiveligt skulle virke appetitdæmpende. Samtidig har det også haft betydning for efterspørgslen, at man i dag kan indtage grøn te i form af en kapsel med et ekstrakt, der svarer til 5 eller 6 kopper te.
Grøn te med smag
Hos Perchs Tehandel i København er grøn te nu så populær, at butikken udbyder ca. 25 forskellige varianter af teen. Medarbejderne hos Perchs oplever, at forbrugerne efterspørger grøn te tilsat smag, så den ikke smager alt for meget af den oprindelige grønne te.
"Såkaldt aromatiseret te er meget populær lige i øjeblikket," siger Christian Hincheldey fra Perchs Tehandel. "Grøn te med ingefær, grøn te med citrus eller grøn te med rabarber er nogle af de produkter, som sælger godt i øjeblikket."