Tre ud af fire nye virksomheder går ned
Kun hver fjerde nye virksomhed overlever i ti år, viser årets temaartikel om iværksættere i Statistisk Tiårsoversigt 2003. Det er udtryk for dynamik, siger ekspert.
22. oktober 2003 kl. 0:00
Der blev startet mere end 18.000 nye virksomheder i 2000, hvilket er rekord, viser temaartiklen om iværksættere i Statistisk Tiårsoversigt 2003. Siden er iværksætterlysten dog dalet ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik, idet antallet af nye virksomheder faldt med 12 pct. i 2001 sammenlignet med 2000.
Temaartiklen i Statistisk Tiårsoversigt 2003 viser også, at det hurtigt går den anden vej for de mange iværksættere. I løbet af de første to leveår sker der en kraftig nedgang i antallet af de nyetablerede virksomheder - kun ca. 60 pct. overlever. Og i løbet af ti år er der kun 20-25 pct. tilbage af det oprindelige antal nye virksomheder. Men det er ikke nødvendigvis udtryk for noget negativt ifølge professor ved Center for Småvirksomhedsforskning, Torben Bager, Syddansk Universitet.
"Erhvervslivet er dynamisk, og derfor er der ikke noget usædvanligt ved, at folk i løbet af få år starter noget op, som de lukker ned igen for at starte noget nyt op," siger han. Torben Bager mener til gengæld, at Danmark har brug for et holdningsskifte, så dét at lukke en virksomhed ned ikke bliver set på som en fiasko: "Desværre er holdningen i Danmark ofte, at det er en katastrofe, hvis man går ned med en virksomhed. I USA er der fx slet ikke den stemning omkring det. Her er det helt normalt, at man flere gange forsøger at starte noget op, og ens erfaringer er med til, at man bliver en bedre iværksætter næste gang."
Forskellen på USA og Danmark er også, at reglerne for konkurs og gældssanering er langt strammere i Danmark. I Danmark består gæld i mere end 20 år, mens man i andre lande har udviklet modeller, hvor iværksættere kan komme ud af gælden inden for ca. tre år. Derfor glæder Torben Bager sig over regeringens udmeldinger om, at den vil arbejde for ændringer i lovgivningen på netop dette område. "Men selvfølgelig skal vi i Danmark samtidig klæde folk bedst muligt på til at drive en virksomhed, så endnu flere overlever," siger professoren.
Danmark i bund med overlevelse
Internationalt set ligger Danmark i bunden, når det handler om at overleve med en ny virksomhed. Det viser en undersøgelse Eurostat har gennemført med Danmark, Spanien, Italien, Portugal, Finland, Sverige og Storbritannien. For hovedparten af landene overlever mere end 70 pct. af de nye virksomheder de første tre år. Der er flest virksomheder, der overlever i Sverige (87,5 pct.) og færrest i Danmark (63,3 pct.).
Det omfattende statistiske datamateriale, der er etableret til belysning af nye virksomheder og iværksættere i Danmarks Statistik, findes ikke af lignende karakter og omfang i noget andet land. Derfor er det vanskeligt at lave internationale sammenligninger, og derfor skal man være forsigtig med at drage konklusioner på baggrund af tallene, idet der stadig er problemer med sammenligneligheden.
Valg af branche og formue vigtig
Iværksætterens baggrund spiller en væsentlig rolle for virksomhedernes overlevelse, viser temaartiklen i Statistisk Tiårsoversigt 2003. Vælger iværksætteren at starte virksomhed inden for bygge og anlæg eller videnservice, har han en formue over 200.000 kr. inden start af egen virksomhed, branchekendskab, en erhvervsfaglig uddannelse, og er han over 40 år og i et parforhold, så har han 75 pct. chance for at overleve.
I Danmark er iværksætterne i høj grad kendetegnet ved, at de er under 35 år og uden branchekendskab eller formue, men Torben Bager mener dog ikke, at det er fordi, det er de forkerte, der bliver iværksættere: "De unge tager risici, som de ældre ikke tager. Derfor viser erfaringerne, at de ældre er solide overlevere, mens de yngre, der overlever, ofte er bedre til at få væksten frem," siger han.
Læs mere om iværksættere og nye virksomheder i Statistisk Tiårsoversigt 2003, som kan bestilles på www.dst.dk/boghandel. Bogen koster 148 kr.
Denne artikel er offentliggjort 22. oktober 2003.