Ny målestok for kreativitet og samarbejdsevner
Det Nationale Kompetenceregnskab skal give overblik over danskernes personlige og sociale kvalifikationer.
19. juni 2003 kl. 0:00
Resultaterne af danskernes boglige anstrengelser i eksamenstiden har siden 1963 været målbare med karakterer efter 13-skalaen. Men i det moderne vidensamfund skal vi også have gode personlige og sociale kompetencer, hvis vi vil deltage aktivt i samfundet. Et ekstra barometer er derfor nødvendigt til at måle og sammenligne alle de menneskelige kvalifikationer, dvs. evner til at samarbejde, kommunikere, tænke strategisk og andre personlige og sociale kompetencer.Ti nøglekompetencer
Derfor lancerer fire ministerier næste år i samarbejde med Danmarks Statistik et nyt måleredskab, Det Nationale Kompetenceregnskab, som skal kortlægge danskernes niveau inden for ti såkaldte nøglekompetencer. I løbet af 2003 gennemfører Danmarks Statistik 7.000 interviews med danskere mellem 20 og 70 år, både i og uden for arbejdsmarkedet. Oplysningerne fra disse interviews skal bruges som indikatorer for danskernes niveau i hver af de ti nøglekompetencer og indikatorerne samles i Det Nationale Kompetenceregnskab. Til efteråret kommer de første resultater i en lille forundersøgelse, og i sommeren 2004 kommer så det første Kompetenceregnskab.
Uden kompetencer, ingen viden
Nøglekompetencer er kompetencer, som gør faglige kvalifikationer aktive og værdiskabende på arbejdsmarkedet. -Et klart eksempel er læringskompetence, som bl.a. er nødvendig for produktionen af viden i virksomhederne,- fortæller Pia Tetler, som er Økonomi- og Erhvervsministeriets repræsentant i projektet. -Også kreativitets- og innovationskompetence er nødvendig for virksomhedernes innovation, udvikling. Tidligere så man mere de to slags kompetencer som adskilte størrelser, men som arbejdet nu organiseres, er det mere og mere tydeligt, at vi alle har brug for både øgede faglige og øgede personlige kompetencer, som vi bruger samtidig, fx kreativ og innovativ kompetence kombineret med større materialekendskab for en vejarbejder eller en ingeniør.- Kompetenceregnskabet kobler de to typer kompetencer ved at kombinere folks uddannelse med de målte nøglekompetencer. Regnskabet kombinerer fx også nøglekompetencerne med alder, stilling og branche.
Godt udviklingsværktøj
Kompetenceregnskabet skal supplere økonomiske nøgletal med indikatorer for de menneskelige kompetencer i Danmark. Så kan man nemlig lave internationale sammenligninger af kompetenceniveauer. Men Pia Tetler mener især, at Kompetenceregnskabet skal sætte mere politisk fokus på, at det nye vidensamfund kræver nye kompetencer af danskerne: -Kompetenceregnskabet vil fortælle os noget om, hvordan folk rent faktisk arbejder og agerer, og hvilke kompetencer erhvervslivet rent faktisk fordrer,- siger Pia Tetler. -Så Kompetenceregnskabet skal være med til at identificere områder eller grupper, som det måske kunne være en fordel at satse på at løfte. Og med det tror jeg, vi får et godt værktøj til at udvikle fx vores uddannelsessystem. Et af vores succeskriterier er, at politikerne skal bruge Kompetenceregnskabet, så vi håber selvfølgelig at det kan påpege nogle indsatsområder, som vil interessere politikerne,- fortæller Pia Tetler.
De ti nøglekompetencer
Læringskompetence
Social kompetence
Literacy
Kommunikationskompetence
Selvledelseskompetence
Demokratisk kompetence
Natur- og miljøkompetence
Kulturel kompetence
Kreativ og innovativ kompetence
Helbreds- og kropskompetence
Det Nationale Kompetenceregnskab udvikles af en projektgruppe fra Undervisningsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, og undersøgelsen gennemføres i samarbejde med Danmarks Statistik.
Denne artikel er offentliggjort 19. juni 2003.