Gå til sidens indhold

Er danske elever dumme og dyre?

Danmark bruger flest penge på uddannelser målt i forhold til andre EU-lande. Alligevel halter danske elever fagligt bagud. Men i virkeligheden er det måske ikke så galt?

7. oktober 2002 kl. 0:00

Ingen andre EU-lande bruger så stor en del af deres bruttonationalprodukt på uddannelse som Danmark. Alligevel halter de 15-årige elevers færdigheder bagud i forhold til de andre nordiske lande og øvrige lande, vi normalt sammenligner os med.

Oplysningerne om de dyre uddannelser kommer fra Eurostats årbog 2002, og stemplingen af elevernes manglende færdigheder kommer fra en stor OECD-undersøgelse. Eurostat viser, at Danmark ligger i top med uddannelsesomkostninger på over otte procent af bruttonationalproduktet, hvorimod EU-landene i gennemsnit kun bruger lidt over fem procent.

Eurostat viser også, at der er særlig mange lærere i de danske skoler. I Danmark, Norge og Italien er der nemlig kun 11 elever pr. lærer. Knap så godt er det i Storbritannien, Irland, Tyskland og Frankrig, hvor der er mindst 20 elever pr. lærer. Alligevel viser OECD's PISA-undersøgelse, at det kniber med både læsning, matematik og naturvidenskab blandt danske elever. (PISA står for "Programme for International Student Assessment").

Kun en bid af virkeligheden
Men afdelingsdirektør i Socialforskningsinstituttet Hans Bay påpeger, at OECD-undersøgelsen af eleverne kun viser en lille bid af virkeligheden: "Der er nogle mulige årsager til, at danske elever får en dårligere score end elever i udlandet. Dels er danske elever ikke så vant til tester som eleverne i udlandet. Dels er vi ikke så skarpe og benhårde i undervisningsmetoden. Dels er lærersystemet anderledes i Danmark end i udlandet," siger han.

"I Danmark følger lærerne eleverne fra 1. til 10. klasse. I fx Finland er lærere mere specialiserede. De følger enten eleverne i de første år, eller i de sidste år. Det finske system gør undervisningen mere fokuseret og mere egnet til test, og det danske system gør undervisningen mere generel og mindre egnet til test," siger Hans Bay.

Bløde og hårde værdier
Imidlertid kunne danske elever sagtens få en højere score, hvis målingen blev gennemført med andre værdier. Det mener fuldmægtig Klaus Fribert Jacobsen, Danmarks Statistik: "I Eurostat og i OECD's normale målinger fokuserer man på hårde kvantitative værdier, som er til at sammenligne. Men brugte man bløde værdier, ja, så ville eleverne få en højere score," siger Klaus Fribert Jacobsen.

Af bløde værdier nævner Klaus Fribert Jacobsen fx, at eleverne er selvstændige, gode til at samarbejde, gode til at tilpasse sig, eller at de er tilfredse med deres uddannelse.

Selv om OECD's PISA-rapport kritiserer danske elevers faglige færdigheder, så ser Klaus Fribert Jacobsen alligevel positivt på rapporten: "Før var vi vant til, at OECD kun målte med hårde værdier. Men PISA-rapporten har taget hul på de mere bløde kvalitative værdier, som den danske folkeskole har tradition for at vægte højt, " siger Klaus Fribert Jacobsen..

Haler ind som voksne
Hans Bay mener, at selv om danske elever har en lav faglig score, så betyder det ikke nødvendigvis, at de klarer sig skidt som voksne: "Vi gennemførte tidligere i samarbejde med AKF og Danmarks Lærerhøjskole
en undersøgelse om voksne menneskers færdigheder. Her lå Danmark og Sverige i top internationalt med hensyn til læsning og regning blandt voksne," siger han.

Ifølge Klaus Fribert Jacobsen er de bløde værdier i skolen gavnlige i voksenlivet: "Disse bløde værdier har betydning, når man senere skal på arbejdsmarkedet. Hvis man fx rejser i udlandet og hører, hvad folk siger om danskere, så er vi højt skattet for vores samarbejdsevner," siger Klaus Fribert Jacobsen.

"I disse år, hvor kravene på arbejdsmarkedet handler om at være god til de bløde værdier, og man ikke længere taler om kvalifikationer men kompetencer, kan man jo godt undre sig over, at de bløde værdier ikke er mere i centrum i OECD's og Eurostat's statistikker. Der er med PISA-rapporten taget hul på de bløde værdier, men kvalitet i uddannelse er dog stadig svær at sammenligne," tilføjer han.

Tallene i Eurostat-årbogen er fra 1998 og 1999. Det er de seneste år, man kan sammenligne EU-landenes uddannelsesudgifter. Eurostat får bl.a. oplysninger fra Danmarks Statistik, og årbogen på 456 sider kan købes i Danmarks Statistiks bibliotek for 357 kr.

OECD's PISA-projekt er offentliggjort i december 2001. Blandt deltagerne i PISA-projektet er Socialforskningsinstituttet, AKF og Danmarks Pædagogiske Universitet.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70