Gå til sidens indhold

12-08-2002 - Familiesammenføringer er oftest mindre børn

Hvis man tror, at familiesammenføringer normalt er ægteskaber med kvinder fra fjerne landsbyer, så viser de seneste tal fra Danmarks Statistik noget andet. Det er nemlig mere og mere mindreårige børn, der dominerer i familiesammenføringerne, og de fleste af disse børn er i øvrigt født i Danmark.

12. august 2002 kl. 0:00

Tallene fremgår af statistikken over asylansøgninger og opholdstilladelser for 2. kvartal i år. 56 pct. af de 3102 mennesker, der fik familiesammenføring i 2. kvartal, er børn, og næsten to tredjedele af dem er født på dansk grund.

"De mange danskfødte børn, der får familiesammenføring i dag skyldes, at der allerede er en del udlændinge i Danmark. De er kommet hertil gennem årene, og i tiden før de fik dansk statsborgerskab har en del af dem stiftet familie og fået børn," siger chefkonsulent i Direktionssekretariatet Morten Bo Laursen, Udlændingestyrelsen.

Når et udenlandsk par med opholdstilladelse i Danmark føder et barn, så bliver barnet automatisk registreret som familiesammenført. Det sker, uanset om forældrenes tilladelse er midlertidig eller varig. Disse fødsler skete så hyppigt i det seneste kvartal, at de udgjorde 36 pct. af samtlige familiesammenføringer.

Barnet kan føle sig trygt, hvis forældrene har en varig opholdstilladelse. Men hvis forældrenes opholdstilladelse kun er midlertidig, så er barnet ikke nær så sikker på dansk grund. For hvis forældrenes opholdstilladelse stopper, så skal barnet normalt også forlade Danmark.

Færre ægtefæller og samlevende
Til gengæld er der nedgang i antallet af familiesammenføringstilladelser til ægtefæller og samlevende. Det er 19 pct. lavere i 2. kvartal sammenlignet med kvartalet før, og ligger lidt lavere end gennemsnittet for 2001. Familiesammenføringer til forældre over 60 år er også faldet med 23 pct. fra 1. til 2. kvartal.

Der kommer også færre asylansøgere til Danmark, og færre mennesker har fået flygtningestatus. "Det er især blandt irakerne, at faldet er sket. Her er faldet på 71 pct. fra 1. kvartal til 2. kvartal. Til gengæld har der været en stigning på 38 pct. blandt somaliere, der har fået flygtningestatus," siger afdelingsleder Dorthe Larsen, Danmarks Statistik. Det samlede fald i antal med flygtningestatus fra 1. til 2. kvartal er 31 pct.

Kigger man et år tilbage, så er faldet endnu kraftigere. I 2. kvartal i fjor blev der nemlig givet to en halv gang så mange opholdstilladelser i asylsager, som i 2. kvartal i år. Man skal faktisk mere end fire år tilbage for at finde kvartaler, hvor der blev givet færre opholdstilladelser til asylansøgere, end i 2. kvartal i år.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70