Gå til sidens indhold

Tal på arbejdsstyrken

Arbejdskraftundersøgelsen fra Danmarks Statistik undersøger hvert kvartal omkring 11.000 danskeres tilknytning til arbejdsmarkedet.

2. maj 2002 kl. 0:00

Selvstændige har en normal arbejdstid på 48 timer om ugen, mens lønmodtagere arbejder 35 timer i gennemsnit. Mænd arbejder 39 timer om ugen, og kvinder arbejder i gennemsnit 33 timer. Og hver tiende beskæftigede har et bijob.

Det er bare nogle af de mange, mange resultater, Arbejdskraftundersøgelsen hvert kvartal indsamler om danskeres tilknytning til arbejdsmarkedet - det vil sige, hvor stor en andel der er beskæftigede, arbejdsløse eller uden for arbejdsstyrken. Arbejdskraftundersøgelsen undersøger også danskernes arbejdstid, hvor mange der arbejder heltid og deltid, hvor mange der har bijob, hvor meget folk arbejder over, bruger af flekstid og søger nye jobs.

Hvert kvartal bliver omkring 11.000 interviewet og på årsbasis bliver det omkring 44.000 danskere i alderen 15-66 år, der hovedsagligt ringes op af Danmarks Statistik for at deltage i den interviewundersøgelse, som Arbejdskraftundersøgelsen bygger på. Resultaterne af undersøgelsen bliver offentliggjort i kort form i Nyt fra Danmarks Statistik og i Statistiske Efterretninger i en mere dybtgående form. Ud over de publicerede opgørelser giver datamaterialet mulighed for en lang række specialkørsler for interesserede kunder.

Internationale sammenligninger
Undersøgelsen så først og fremmest dagens lys, fordi der var brug for sammenlignelige tal om arbejdsstyrken i hele EU. Undersøgelsen bliver derfor gennemføret i alle EU-lande efter de samme retningslinier, og den er derfor meget velegnet til internationale sammenligninger af arbejdsmarkedsstatistik.

Fx viser de internationale sammenligninger, at Danmark kun er overgået af Storbritannien, når det handler om, hvor stor en andel af de beskæftigede, der arbejder helt eller delvist hjemme fra privaten. Resultaterne fra Labour Force survey 2000 viser, at 21 pct. af alle danske beskæftigede arbejdede helt eller delvist hjemme - i Storbritannien var andelen oppe på 24 pct.

Der er langt fra Storbritannien og Danmarks store brug af hjemmearbejde til de andre lande - i EU ligger gennemsnittet på 11 pct. I Sverige og Norge arbejder henholdsvis 12 og 11 pct. af de beskæftigede hjemme.

Arbejdskraftundersøgelsen blev første gang gennemført i Danmark i 1984 på foranledning af EU. Resultaterne bliver hvert år offentliggjort for samtlige lande af EU's statistiske kontor, Eurostat, i publikationen Labour Force Survey.



Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70