It-anvendelse i befolkningen - EU-sammenligninger 2016
I publikationen beskrives europæernes anvendelse af it i bred forstand, herunder udbredelse og anvendelse af internet.
I år er der et særligt fokus på it-sikkerhed - et emne, som belyses i publikationens sidste afsnit. Afsnittet belyser to hovedemner: Deling og beskyttelse af personlige oplysninger.
Publikationen viser, at Danmark fortsat ligger i toppen af EU, når der handler om borgernes it-anvendelse. Det gælder blandt andet digital selvbetjening, internetkøb, brug af netbank og sociale netværkstjenester.
Udvalgte resultater fra årets undersøgelse:
Danskerne er flittige til at handle på nettet
82 pct. af danskerne handler på nettet, og det er den næststørste andel i EU. Kun i Storbritannien handler en større andel på nettet med 83 pct. Mens det generelt er mænd, der handler mest på nettet i EU, så forholder det sig omvendt i Danmark – her blev mændene overhalet af kvinderne for første gang i 2016.
Danskerne er EU-mestre i digital selvbetjening
Danskerne er førende i EU mht. digital selvbetjening. 88 pct. af danskerne har besøgt de offentlige myndigheders hjemmesider, mod 48 pct. EU-borgerne. Andelen af danskere, der indsender udfyldte blanketter til det offentlige, er fordoblet siden 2008.
53 mio. europæere er aldrig på nettet
14 pct. af europæerne mellem 16 og 74 år er ikke online. Det svarer til ca. 53 mio. personer. 71 pct. af EU-borgerne er på nettet dagligt – andelen er 89 pct. i Danmark. Danmark er et af de lande, hvor andelen af dem, der aldrig er på nettet, er lavest (2 pct.).
Takket være et samarbejde mellem Danmarks Statistik og Digitaliseringsstyrelsen, Ældre Sagen samt Kulturstyrelsen er undersøgelsen i Danmark gennemført med udvidet indhold. Denne publikation belyser udelukkende resultaterne fra det seneste harmoniserede EU-spørgeskema for 2016, der muliggør sammenligning på tværs af landegrænser, mens den danske undersøgelses samlede resultater er offentliggjort i en separat årspublikation: It-anvendelse i befolkningen 2016.
Publikationen findes også på engelsk som ICT usage in households and by individuals - EU benchmark 2016
Kolofon
It-anvendelse i befolkningen - EU-sammenligningerKultur og fritid
ISBN pdf: 978-87-501-2251-7
Udgivet: 5. maj 2017 kl. 09:00
Antal sider: 43
Kontaktinfo:
Agnes Tassy
Telefon: 24 81 48 78