Gå til sidens indhold
Analyse

COVID-19: Direkte offentlige udgifter på 80 mia. kr. til og med 2. kvt. 2021

Danmark gik ind i COVID-19-krisen efter flere år med overskud på den offentlige saldo og har på den baggrund klaret sig igennem 2020 med et relativt begrænset underskud på 4,3 mia. kr. De omkostninger, som COVID-19 har medført for den offentlige økonomi er en central del af forklaring på, at den offentlige saldo blev forringet med knap 99 mia. kr. i 2020 sammenlignet med 2019.

Uden de ekstraordinære indtægter fra beskatningen af de indfrosne feriepenge i 2020 ville forringelsen have været på 118,9 mia. kr. I første halvår af 2021 er den offentlige saldo forringet med 53,5 mia. kr. i forhold til første halvår af 2019, som ikke var påvirket af COVID-19.

Denne analyse gør – med tal for COVID-19-udgifter indsamlet ekstraordinært på foranledning af Eurostat – et første forsøg på at opgøre den direkte og identificerbare effekt af COVID-19 på de offentlige finanser fra pandemiens begyndelse i marts 2020 til og med 2. kvartal af 2021. Analysen fokuserer især på merudgifterne i sundhedsvæsenet herunder udgifter til værnemidler, tests og vacciner samt diverse kompensationsordninger og initiativer på tværs af erhvervs- og kulturliv.

Analysens hovedkonklusioner:

  • De direkte identificerbare COVID-19-relaterede udgifter udgør 80,1 mia. kr. i perioden 2020 til og med 2. kvartal 2021. I samme periode var de total drifts- og kapitaludgifter for offentlig forvaltning og service 1.874 mia. kr.
  • 18,5 mia. kr. af de direkte udgifter relaterer sig til sundhedsområdet. Sundhedsudgifterne afspejler brug af værnemidler, testindsatsen uden for hospitalerne samt vaccinationsindsatsen. Testindsatsen har medført udgifter på 8,2 mia. kr.
  • 56,9 mia. kr. er brugt på økonomisk kompensation, som er givet igennem enten generelle eller branchespecifikke kompensationsordninger.
  • Udover økonomisk kompensation er der brugt 4,6 mia. kr. på en række målrettede initiativer til både specifikke brancher eller socialområdet. De målrettede initiativer til socialområdet har til formål at forebygge mistrivsel og ensomhed.
  • Siden 2. kvartal 2021 er der udbetalt yderligere 8,8 mia. kr. i økonomisk kompensation samt udgiftsført 1,2 mia. kr. til antigentests. Der forventes udbetalinger relateret til aflivning af mink på 13,8-15,8 mia. kr. Analysen vil blive opdateret på et senere tidspunkt, da kompensationsordningerne endnu ikke er endeligt opgjort og tiltag mod COVID-19 fortsat er i gang.
COVID-19: Direkte offentlige udgifter på 80 mia. kr. til og med 2. kvt. 2021

Kolofon

COVID-19: Direkte offentlige udgifter på 80 mia. kr. til og med 2. kvt. 2021

Emnegruppe: Økonomi

Udgivet: 7. december 2021 kl. 08:00

Nr. 2021:19

ISSN pdf: 2446-0354

Kontakt:

Louise Mathilde Justesen
Telefon: 40 26 47 43