Analyse
Flere danske grøntsager
De danske landmænd og gartnere bruger større arealer til grøntsager nu end for 10 år siden. En stor del af de producerede grøntsager forbruges i Danmark, mens en mindre del eksporteres. Samtidig importerer vi flere grøntsager, end vi eksporterer. Ifølge de officielle kostråd bør en voksen dansker spise mindst 300 gram grøntsager om dagen, og grøntsagerne er også i fokus, når klimavenlig kost diskuteres.
Denne analyse tegner et billede af den danske produktion af grøntsager med fokus på gartnerierne, og på hvilke grøntsager de producerer, ligesom analysen beskriver udenrigshandlen med grøntsager.
Analysens hovedkonklusioner:
- Produktionsværdien af de danske grøntsager er steget med ca. 35 pct. fra 2000 til 2017. Foreløbige tal for viser dog et mindre fald fra 2017 til 2018.
- En stigende andel af de danske grøntsager dyrkes økologisk og i 2017 var omtrent 30 pct. af grøntsagsarealerne økologiske.
- Den danske grøntsagsproduktion udgjorde ca. en halv pct. af EU’s samlede produktion. Der blev i 2018 produceret ca. 134.500 tons gulerødder og 42.000 tons løg i Danmark, hvilket gjorde gulerødder og løg til de mest producerede grøntsager. I EU dyrkes især mange grøntsager i Spanien og Italien, hvoraf mere end en tredjedel er tomater.
- Produktionen af frilandsgrøntsager i Danmark er blevet koncentreret i færre, men større gartnerier. Mere end halvdelen af det danske areal med frilandsgrøntsager fandtes i 2018 på kun 25 bedrifter, som hver havde mere end 100 hektar og mere end halvdelen af arealerne med væksthusgrøntsager fandtes i de 10 største gartnerier (specialiseret i væksthusgrøntsager).
- Det gennemsnitlige driftsresultat og den gennemsnitlige afkastningsgrad for grøntsagsgartnerier har udviklet sig mere positivt end for bedrifter specialiseret i landbrugsafgrøder.
- Der er i alt ca. 2.600 fuldtidsbeskæftigede i grøntsagsgartnerierne. Sammenholdt med værdien af produktionen anvendes mere arbejdskraft, men mindre kapital i grøntsagsgartnerierne end i planteavlslandbrug.
Hent som pdf
Kolofon
Flere danske grøntsager
Emnegruppe: Erhvervsliv
Udgivet: 25. juni 2019 kl. 08:00
Nr. 2019:10
ISSN pdf: 2446-0354