Udslip af drivhusgasser fra dansk økonomi 1990-2013

I lyset af klimatopmødet COP21 om de internationale klimaforhandlinger, der finder sted i Paris i slutningen af november 2015, er der fokus på de seneste årtiers udvikling i ud-slippet af drivhusgasser. Der er store forventninger til COP21 og håb om, at de involverede lande vil indgå en aftale som afløser for Kyoto-protokollen, der udløb i 2012.

Det kræver, at landene drøfter en lang række punkter som niveauet for reduktions målsætninger, forpligtelsernes form, hvilke udslip der medregnes samt opfølgning på om de overholdes.

Denne analyse af udviklingen i drivhusgasser i Danmark i perioden 1990-2013 illustrerer, hvor forskellig udviklingen ser ud, afhængig af hvad man vælger at medregne. Derudover indgår en analyse af udslippet af drivhusgasser i de sidste to årtier, der måler, hvilken rolle de enkelte bagvedliggende faktorer har spillet for udviklingen i udslippet. 

Analysens hovedkonklusioner:

• Når man opgør udslip af drivhusgasser, er resultaterne stærkt afhængige af, hvilke definitioner man bruger, og hvad man som følge heraf vælger at regne med. Opgøres udslip efter de gældende principper fra FN’s klimapanel, har der været et fald på 21 pct. i den samlede danske udledning af drivhusgasser i perioden 1990 til 2013. Medregner man udslip fra biomasse, som ifølge de gældende principper i FN’s klimapanel anses for at være CO₂-neutralt, udgjorde reduktionen i udslip af drivhusgasser knap 5 pct. Hvis man vælger at medregne udslip fra alle danske økonomiske aktiviteter, der bidrager til BNP, herunder også udslip fra danskopereret international transport mv., er der ikke længere tale om et fald i udslippet af drivhusgasser, men tværtimod en stigning på over 23 pct. fra 1990 til 2013.
• Det private forbrugs betydning for de danske udslip af drivhusgasser er faldet fra 1990 til 2013, mens eksportens betydning er vokset med 7 pct. Hvis udslip af drivhusgasser i udlandet fra dansk opererede skibe, fly og lastbiler blev medregnet, ville eksportens betydning for de samlede danske udslip være langt større. Disse transporttjenester har udgjort en stigende del af den danske eksport og er samtidig relativt energitunge. Der er en betydelig og stigende mængde udenlandske udslip af drivhusgasser indeholdt i den danske import, men det er ikke opgjort i denne analyse.
• Uanset om man vælger at regne udslip fra forbrænding af biomasse og international transport mv. med, har der været en afkobling mellem udslippet af drivhusgasser og den økonomiske vækst siden 1990. Det vil sige, at udslippene ikke er steget i samme takt som produktionen. Graden af afkoblingen er dog svagere hvis udledninger fra biomasse og international transport mv. medregnes.
• Den markante stigning i efterspørgslen efter varer og tjenester fra danske og udenlandske virksomheder og husholdninger i perioden fra 1990 til 2013 ville i sig selv have givet udslip fra danske erhverv, som i 2013 var 34 mio. tons CO₂-ækvivalenter større end i 1990. En række faktorer har dog tilsammen medvirket til at udslippene i stedet er sænket med knap 15 mio. tons CO2-ækvivalenter. Det skifte, der har været væk fra de mest forurenende energityper kul og olie over mod naturgas og mere vedvarende energikilder som vind, sol og biobrændsel har haft størst betydning for faldet. En anden betydningsfuld udvikling er forbedringer af energieffektiviteten gennem introduktion af nye og mere energieffektive teknologier. Endelig er der sket en række strukturelle ændringer i dansk økonomi, som har trukket i retning af færre emissioner. Fx er tjenesteproduktion, som er mindre energitung end industriproduktionen, kommet til at indtage en større rolle, ligesom et stigende importindhold i produktion og forbrug medfører færre emissioner fra danske erhverv.
• Analysen indikerer, at det gennemsnitlige årlige fald i emissionerne ikke varierer meget mellem perioder med hhv. lav- og højkonjunktur. Dette faktum dækker over, at den stigende efterspørgsel i højkonjunkturperioder trækker emissionerne opad, men samtidig synes en forøget indsats i retning af at forbedre energieffektiviteten gennem investeringer i ny teknologi at trække i den modsatte retning. I lavkonjunkturperioder er begge disse tendenser mindre, hvilket leder til omtrent det samme gennemsnitlige fald i emissionerne som i perioder med højkonjunktur.