Analyse
Østeuropæere modvirker befolkningstilbagegang i landkommunerne
Mange landkommuner kæmper med befolkningstilbagegang. En væsentlig årsag er den stadige koncentration af befolkningen i de større byer. Befolkningstilbagegangen ville imidlertid være større, hvis ikke der var kommet flere udenlandske indbyggere i landkommunerne
De nye indbyggere i landkommunerne er blandt andre østeuropæere – særligt fra Rumænien, Polen, Litauen og Ukraine - som i stigende grad bosætter sig i Danmark for at arbejde. Denne analyse ser nærmere på personer, der stammer fra disse lande og som bor i landkommunerne.
Analysens hovedkonklusioner:
- I den tiårige periode fra 2010 til 2020 er antallet af personer i landkommunerne med dansk oprindelse faldet med 79.000, mens der er kommet 38.500 flere indbyggere, der har oprindelse i andre lande end Danmark.
- Siden 2010 er der i landkommunerne kommet flest ekstra indbyggere fra Syrien, Rumænien, Polen, Ukraine, Eritrea og Litauen.
- Kun meget få personer fra Rumænien, Polen, Ukraine og Litauen, som er bosiddende i landkommunerne, er over 60 år.
- De beskæftigede fra Rumænien, Polen, Ukraine og Litauen, som bor i landkommunerne, arbejder oftere i landbruget eller industrien sammenlignet med den samlede befolkning i landkommunerne.
- Mere end halvdelen af de 20-39-årige fra alle fire lande lever i parfamilier.
Kolofon
Østeuropæere modvirker befolkningstilbagegang i landkommunerne
Emnegruppe: Borgere
Udgivet: 30. september 2020 kl. 08:00
Nr. 2020:14
ISSN pdf: 2446-0354