Gå til sidens indhold
Analyse

Hvad driver den økonomiske vækst?

Gennem de seneste 50 år er importen steget markant mere end BNP, og importen fylder nu mere i dansk økonomi end tidligere. Den øgede import betyder blandt andet, at metodevalget bliver vigtigt, når man opgør, hvad der driver den økonomiske vækst.

Den mest almindelige metode til beregning af vækstbidrag er nettoeksportmetoden. Her opgøres, hvor meget væksten fra forskellige efterspørgselskomponenter (husholdning-ernes forbrug, offentligt forbrug, investeringer mv.) har bidraget til BNP-væksten. Ved denne beregning tages der ikke hensyn til, at en del af væksten i komponenterne dækkes gennem import og dermed ikke bidrager til BNP-væksten. I stedet beregnes et samlet vækstbidrag fra nettoeksporten, hvor import og eksport samles til én komponent, således at bidragene fra alle efterspørgselskomponenterne summer op til væksten i BNP.

Alternativt kan man beregne vækstbidrag ved hjælp af en input-output model, hvor efterspørgselskomponenterne hver især korrigeres for den mængde import, som de direkte eller indirekte har givet anledning til. Dermed får man blandt andet taget hensyn til, at nogle efterspørgselskomponenter har et højt importindhold, og dermed bidrager mindre til BNP-væksten end det umiddelbart kunne synes, mens andre har et lavt importindhold.

I denne analyse sammenlignes vækstbidrag beregnet ved de to metoder.

Analysens hovedkonklusioner:

  • Betydningen af den indenlandske efterspørgsel for væksten i BNP kan blive overvurderet, mens eksportens betydning kan undervurderes, når nettoeksportmetoden anvendes frem for input-output metoden.
  • Ifølge input-output metoden har eksporten stået for mere end halvdelen af væksten i BNP efter finanskrisen.
  • Forskellen mellem resultaterne fra de to metoder var større under højkonjunkturen fra 2004 til 2007 end i perioden fra 2010 til 2015, hvor der var en mere afdæmpet vækst.
Hvad driver den økonomiske vækst?

Kolofon

Hvad driver den økonomiske vækst?

Emnegruppe: Økonomi

Udgivet: 17. januar 2017 kl. 09:00

Rettet: 27. januar 2017 kl. 12:01

Nr. 2017:2

ISSN pdf: 2446-0354

Kontakt:

Peter Rørmose Jensen
Telefon: 40 13 51 26