Folkeskolelærere skifter oftere job efter nye arbejdstidsregler og folkeskolereform
I foråret 2013 blev folkeskolelærernes arbejdstidsregler ændret efter et regeringsindgreb, og kort tid efter indgrebet blev der desuden indgået en aftale om en folkeskolereform. De nye arbejdstidsregler og reformen betød, at mange folkeskolelærere fra skoleåret 2014/2015 mødte op til en ny hverdag, hvor de skulle undervise mere, og hvor der blev stillet større krav til, at de skulle være til stede på skolerne.
Både folkeskolereformen og de nye arbejdstidsregler gav anledning til en intens offentlig debat, hvor der blandt andet var frygt for, at mange lærere ville forlade folkeskolen. Denne analyse ser på, om det faktisk skete, ved at undersøge lærernes mobilitet på arbejdsmarkedet fra 2010 og frem til i dag. Overordnet set er der tydelige tegn på ændret adfærd hos lærerne efter de nye arbejdstidsregler og folkeskolereformen, men størrelsen af ændringerne er i de fleste tilfælde moderat.
Analysens hovedkonklusioner:
- Knap 11 pct. af folkeskolelærerne i august 2014 arbejdede året efter ikke længere i folkeskolen. Det er en lidt større andel (ca. 2-3 procentpoint) i forhold til årene før de nye arbejdstidsregler og folkeskolereformen.
- Godt 3½ pct. af folkeskolelærerne i august 2014 var året efter skiftet til en folkeskole i en anden kommune, hvilket er en markant større andel sammenlignet med før de ændrede arbejdstidsregler og reformen. Især i kommuner uden lokale aftaler om lærernes arbejdstid har flere lærere skiftet til en folkeskole i en anden kommune – dog ikke nødvendigvis til en kommune med en lokal aftale.
- Blandt folkeskolelærerne i august 2014 havde ca. 3½ pct. fundet arbejde i en ny branche året efter, og hermed er der lidt flere lærere, som har skiftet branche efter de nye arbejdstidsregler og folkeskolereformen end i de tidligere år. Lærerne fortsætter i høj grad med at arbejde i undervisningssektoren.
- Folkeskolelærernes sygefravær er steget efter de ændrede arbejdstidsregler og folkeskolereformen.
Kolofon
Folkeskolelærere skifter oftere job efter nye arbejdstidsregler og folkeskolereform
Emnegruppe: Arbejde og indkomst
Udgivet: 16. november 2016 kl. 09:00
Nr. 2016:21
ISSN pdf: 2446-0354